Af Ritzau - 22/12-16 11:39

Snestorm i Syrien forhindrer ambulancer i at komme fremSnestorm i Syrien forhindrer ambulancer i at komme frem

Red Barnets hjælpearbejdere fortæller om en kritisk situation for de evakuerede, fordi sne har ramt Syrien.

storybild

Et syrisk barn sover, mens han venter på at blive evakueret fra det oprørskontrollerede område i Aleppo. (Billede: Reuters/Abdalrhman Ismail)

En kraftig snestorm har ramt det nordvestlige Syrien. Og mens temperaturerne falder til under frysepunktet, bliver situationen stadig mere kritisk for de mennesker, som er blevet evakueret fra den krigshærgede by Aleppo.

Det rapporterer Red Barnets' hjælpearbejdere, som befinder sig i området omkring den krigshærgede by, fortæller den danske generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm.

Mange er kommet afsted uden andet tøj, end det de har på, mens nogle børn kun er iført nattøj.

- Det er gået fra slemt til meget værre i Aleppo og i Idlib, hvor mange af borgerne evakueres til. Vinteren har virkelig sat ind, og det presser børn, som i forvejen er underernærede og syge, siger generalsekretæren.

I takt med at vejret bliver værre, stiger bekymringen for dem, der stadig er fanget i det østlige Aleppo.

Mens familier venter på evakuering, opholder de sig angiveligt på gaden eller i udbombede bygninger, som ikke kan varmes op, ligesom der også mangler mad og lægehjælp.

Hjælpearbejdere, som befinder sig i landdistrikterne Idlib og Aleppo, fortæller, at sne gør det meget vanskeligt for ambulancer og hjælpeorganisationernes lastbiler at komme frem.

- Vores nødhjælp kan ikke komme frem. Ambulancerne kan heller ikke bringe de sårede børn og familier til hospitalet, siger Jonas Keiding Lindholm.

- Man har fået hjulpet civile ud af Aleppo, men de børn, som kommer ud, er svært forkomne, fordi de under belejringen ikke er blevet tilset af læger.

Op mod 30.000 mennesker er gennem de seneste dage blevet evakueret fra det østlige Aleppo og sendt i sikkerhed andre steder i Aleppo og Idlib-provinserne.

Tusindvis befinder sig fortsat i det lille område i det østlige Aleppo, som stadig er på oprørernes hænder, lyder det fra en talsmand for oprørerne ifølge Reuters. Her venter de på at blive evakueret.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Støjberg rasede: Nu siger to...
bt.dk
Tragedie: Ung mand død i ulykke på...
bt.dk
Christiania lukker Pusher Street: 'Vi...
bt.dk
Så er det afgjort: De skal forsøge at...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx