28/09-17 21:58; Opdateret: 28/09-17 22:59

Merkel ser bred tysk-fransk enighed om EU-reformerMerkel ser bred tysk-fransk enighed om EU-reformer

Danmark står ikke bomstille. Danmark leverer i EU-samarbejdet, siger Lars Løkke Rasmussen ved topmøde.

storybild

Tallinn. Der er bred enighed mellem Tyskland og Frankrig, når det gælder fremtidens EU.

Det siger den tyske forbundskansler, Angela Merkel, torsdag aften ved ankomsten til et EU-topmøde i Tallinn.

Det er Merkels første kommentar til den store EU-tale, som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, holdt tirsdag.

Den tyske kansler siger blandt andet, at hun ser talen som "et solidt grundlag" for fortsat samarbejde mellem Tyskland og Frankrig.

- Der er bred enighed mellem Frankrig og Tyskland, når det gælder forslagene, selv om vi må arbejde på detaljerne, siger Merkel ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hun siger, at der er "nye impulser" til reformer af EU og eurozonen.

Det gælder både i Macrons tale og i den tale, som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i forrige uge holdt om unionens tilstand.

Frankrigs præsident vil blandt andet have fuld fart på eurosamarbejdet, på forsvarssamarbejdet, på retsområdet og fælles asylpolitik.

Angela Merkel siger, at Macrons budskaber bestemt vil blive taget med i overvejelserne under de igangværende regeringsforhandlinger efter det tyske valg i søndags.

Men den tyske forbundskansler er svækket efter stor tilbagegang ved valget, selv om hendes kristendemokrater i CDU/CSU stadig er landets største parti.

Hun ventes nu at forsøge at danne regering med de liberale i FDP og De Grønne.

Især de liberale i Tyskland er imod mange af Macrons vidtgående tanker. Især dem, der kan koste flere tyske penge.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er heller ikke begejstret for alle Macrons idéer.

Den franske præsident vil rykke på alle de områder, hvor Danmark har forbehold i EU.

Men Løkke er ikke bange for, at alting bevæger sig videre uden Danmark.

- Danmark står ikke bomstille. Vi er blandt de lande i EU, der er bedst til at efterleve det, vi har besluttet, siger statsministeren.

- Vi leverer jo. Vi er ikke med i euroen, men vi opfører os i den grad disciplineret. Og nogle gange også mere disciplineret, end andre gør, siger Lars Løkke Rasmussen.

Uanset hvad der sker, håber han, at det sker "på en måde, hvor der er plads til et land som Danmark".

- Det har Danmark brug for. Og det tror jeg også, at Europa har brug for, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx