Af Ritzau - 11/03-17 13:26; Opdateret: 12/03-17 02:16

Dødstal stiger til 59 efter dobbelt bombeangreb i DamaskusDødstal stiger til 59 efter dobbelt bombeangreb i Damaskus

To bomber har dræbt mange irakiske pilgrimme i den gamle bydel i Syriens hovedstad. Op mod 120 andre er såret.

storybild

Den ene bombe var en vejsidebombe, der eksploderede, netop som en bus passerede. Mindst 59 mennesker er dræbt og op mod 120 såret. (Billede: Scanpix/Louai Beshara)

Dødstallet efter lørdagens dobbelte bombeangreb mod shiamuslimske pilgrimme i den gamle bydel i Damaskus er steget til 59.

Det oplyser observationsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der kalder angrebet for et af de værste attentater, der er set i den syriske hovedstad.

Langt de fleste af de dræbte er irakere, oplyser gruppen videre.

Der har været periodiske bombninger i Damaskus, men præsident Bashar al-Assads regimes højborg er stort set blevet sparet for de ødelæggelser, som har ramt andre større byer i landet i den seks år lange borgerkrig.

Den ene bombe var en vejsidebombe, der eksploderede, netop som en bus passerede. Imens sprængte en selvmorder en anden bombe på stedet, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

- Der er også snesevis af sårede, flere af dem alvorligt, siger Rami Abdel Rahman, chef for observatørgruppen.

Syrisk stats-tv rapporterer, at 120 mennesker er såret, efter at "terrorister har detoneret to bomber".

I det ramte område, Bab al-Saghir-området, ligger der flere shiamuslimske helligdomme, som tiltrækker pilgrimme fra hele verden.

Af de mindst 59 dræbte i lørdagens angreb var 47 irakiske shiamuslimer, mens 12 var syriske regeringssoldater.

Syriens indenrigsminister, Mohammad Shaar, siger, at angrebet var målrettet "pilgrimme af forskellige arabiske nationaliteter".

- Det eneste formål var at dræbe, siger han.

Det irakiske udenrigsministerium oplyser, at mindst 40 af landets statsborgere er blandt de døde, ligesom størstedelen af de sårede er fra Irak.

Ingen har endnu taget skylden for angrebet.

Shiamuslimske helligdomme er ofte mål for angreb begået af sunnimuslimske ekstremister fra al-Qaeda og Islamisk Stat (IS). Det gælder ikke kun i Syrien, men også i nabolandet Irak.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx