Af Kristian Dam Nygaard - 29/09-17 10:30

Britiske unge har ændret sex-vaner: Det samme vil ske i Danmark, forudser ekspertBritiske unge har ændret sex-vaner: Det samme vil ske i Danmark, forudser ekspert

En ny britisk undersøgelse viser, at unge er mere homoseksuelle eller biseksuelle end deres ældre landsmænd. Ekspert kalder det et generationsspørgsmål og forventer samme resultat i kommende dansk undersøgelse.

storybild

Copenhagen Pride Parade deltagere efter starten af Prideparaden på Frederiksberg Rådhusplads lørdag 19. august 2017. Paraden går fra Frederiksberg Rådhusplads ad Frederiksberg Alle / Vesterbrogade til Københavns Rådhusplads. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) (Billede: Liselotte Sabroe)

Pride-optog, lovlige vielser og kendte rollemodeller. Det er åbenlyst blevet nemmere at være ung og homoseksuel i Danmark end for et par generationer siden, hvor det stadig blev anset som en sygdom.

I Storbritannien har tv-stationen BBC set nærmere på generationsforskellene og har med hjælp fra analyseinstituttet Ipsos Mori spurgt 3.000 briter om deres seksualitet. Her viser resultatet, at klart flere unge end gamle opfatter sig selv som homoseksuel.

88 procent af briterne i 50'erne og 60'erne siger, at de er heteroseksuelle. Seks procent svarer, at de 'overvejende' er heteroseksuelle. Blandt de unge i alderen 16 til 22 år svarer 'kun' omkring 66 procent, at de er heteroseksuelle. 14 procent siger, at de 'overvejende' er heteroseksuelle, mens de sidste 20 procent siger, at de 'for det meste' er til sex med deres eget køn.

I Danmark er man for tiden i gang med at lave lignende undersøgelse med 'Projekt Sexus', hvor over 200.000 danskere via et elektronisk spørgeskema bliver bedt om at svare på spørgsmål omkring deres seksualitet.

Christian Graugaard, der er sexologiprofessor på Aalborg Universitet, er medansvarlig for projektet regner med at se samme tendens i Danmark, som man ser i Storbritannien, hvor unge er mere 'flydende' omkring deres seksualitet end deres ældre medborgere.

»Vi regner først med at kunne se resultater et godt stykke inde i 2018, men vi vil sandsynligvis se samme udvikling i Danmark. De yngre generationer har et meget mere dynamisk forhold til seksualitet og vil ikke være så fastlåste, når de definerer sig selv. Mange unge vil sige, at de tænder på mennesker og så først bagefter ser på kønnet,« fortæller Christian Graugaard.

Han mener, det britiske resultat skal ses i en historisk kontekst. I Danmark kunne man for eksmepel indtil 1933 komme i fængsel for at være homoseksuel, og først i 1981 blev det ikke længere betragtet som en sygdom.

»De ældre generationer opfatter ofte homoseksualitet som noget både forfærdeligt og farligt, netop fordi homoseksuelle i kulturen blev stemplet som afvigere. Det er først i de senere generationer, at vi har fået en ide om, at det blot er en hel naturlig del af menneskets erotiske variationsbredde. Vi har ikke længere så stort et behov for at sætte mærkater på hinanden.«

I forhold til den britiske undersøgelse påpeger Christian Graugaard, at det også kommer meget an på, hvordan man spørger folk.

»Hvis du spørger: 'Er du homoseksuel', vil kun få procent sige ja. Spørger du mere åbent, om man for eksempel har haft seksuel erfaring med eller følelser for en af sit eget køn, uden at man identificerer sig selv som homoseksuel, vil langt flere sige ja.«

Ifølge LGBT Danmark er der mellem seks og ti procent homoseksuelle i verden.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx