Af Ritzau - 11/05-17 04:46; Opdateret: 11/05-17 07:16

Mur kollapser under bryllup i Indien og dræber 24 gæsterMur kollapser under bryllup i Indien og dræber 24 gæster

24 blev dræbt og 26 såret, da en storm fik en mur til at kollapse til en bryllupsfest i det vestlige Indien.

storybild

Rajasthan en af Indiens tørreste stater, og der forekommer ofte sandstorme. (Billede: Scanpix/Sanjay Kanojia)

24 mennesker har mistet livet under en bryllupsfest i det vestlige Indien onsdag aften lokal tid.

De blev dræbt, da en betonmur kollapsede ned over dem. Fire af ofrene er børn.

Det oplyser politiet torsdag.

- Muren og et blikskur, der stod op ad den, styrtede sammen på grund af en storm, siger den lokale politibetjent Anil Tank.

Bryllupsgæsterne havde søgt i ly for stormen under skuret, da både skuret og den fire meter høje og 27 meter lange mur altså kollapsede.

26 andre mennesker er kommet til skade, heraf 15 alvorligt.

Redningsarbejdere har været på stedet hele natten, fortæller en unavngiven redningsmand til indisk tv.

- Vi har forsøgt at redde så mange mennesker som muligt. Det var et frygteligt syn, der mødte os, siger han.

Politiet har iværksat en undersøgelse af ulykken og tilbageholdt en af de ansvarlige for stedet, hvor bryllupsfesten blev holdt. Han er mistænkt for uagtsomt manddrab.

- Vi efterforsker også, om stedets ejere har en gyldig licens, siger distriktsdommer Narendra Kumar Gupta.

Dommeren oplyser videre, at hver af ofrenes familier får 50.000 rupier som kompensation. Det svarer til cirka 5300 danske kroner.

Ulykken skete i distriktet Bharatpur, der ligger i delstaten Rajasthan.

Rajasthan en af Indiens tørreste stater, og der forekommer ofte sandstorme.

En varmebølge har ramt store dele af landet i de seneste uger, hvor temperaturen i hovedstaden, New Delhi, ligger på omkring 44 grader.

Bygningskollaps er almindelige i Indien. Særligt under den årlige monsunsæson.

En massiv tilstrømning til byerne af folk, der søger arbejde, og mangel på billige boliger har betydet, at der er blevet opført mange ulovlige bygninger over hele landet.

Millioner af mennesker lever også i gamle, forfaldne bygninger, der ofte må bukke under for voldsomme regnskyl.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx