Af Ritzau - 05/03-17 01:37; Opdateret: 05/03-17 02:54

Fillons kone opfordrer sin omstridte mand til at holde udFillons kone opfordrer sin omstridte mand til at holde ud

Den franske præsidentkandidat François Fillon kone udtaler sig for første gang om skandalesag.

storybild

François Fillon og hans kone, Penelope, mener ikke, at de har gjort noget forkert, og begge virker indstillet på at fortsætte valgkampen trods stor politisk modvind. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Eric Feferberg)

Den omstridte franske politiker François Fillon bør fortsætte sin valgkamp frem mod det franske præsidentvalg.

Det mener i hvert hans kone, Penelope Fillon, der selv er blevet centrum for den skandalesag, der ser ud til at have forpurret Fillons chancer ved valget.

Fillon er blevet anklaget for at have brugt offentlige midler til at betale sin kone og børn for job, som de reelt ikke har udført.

Det afviser Fillons kone imidlertid i et interview med det franske medie Le Journal du Dimanche.

- Han havde brug for en person til at udføre opgaver. Hvis det ikke var mig, så ville han have betalt en anden for det, så vi besluttede os for, at det blev mig, siger hun blandt andet i interviewet.

Det er første gang, siden beskyldningerne mod præsidentkandidaten blev fremført, at Penelope Fillon udtaler sig i sagen.

I interviewet med den franske avis understreger Penelope Fillon, at hun hver dag opfordrer sin mand til "fortsætte sin valgkamp indtil enden".

Partiledelsen i det franske konservative parti Republikanerne skal mandag mødes for at drøfte situationen omkring François Fillon.

Mødet skal finde sted "i lyset af udviklingen i den politiske situation kun syv uger inden præsidentvalget", oplyste partiet lørdag i en pressemeddelelse.

Alene i denne uge har flere vigtige medarbejdere forladt hans kampagnestab. Mest opsigtsvækkende var det, at kampagneleder Patrick Stefanini trak sig fredag, dagen efter, at talsmanden Thierry Solére var gået.

I forvejen havde to vicedirektører, kassereren og den internationale rådgiver Bruno Le Maire, som Fillon ifølge flere medier overvejede som udenrigsminister, vinket farvel til hans kampagne.

Fillon fastslår dog, at han ikke har tænkt sig at trække sit kandidatur. Lørdag sagde han på et vælgermøde, at hans politiske planer og økonomiske politik er den eneste troværdige fremtid for Frankrig.

- Jeg bliver angrebet. Men gennem mig forsøger de at angribe den nationale genopretning og den vilje til forandring, som I alle ønsker, sagde Fillon lørdag.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx