Af Ritzau - 24/05-17 11:02; Opdateret: 24/05-17 11:31

Trump vil huske pavens ord til ham efter møde i VatikanetTrump vil huske pavens ord til ham efter møde i Vatikanet

Der blev udvekslede gaver og snakket om fred og klima, da Donald Trump og pave Frans mødtes onsdag morgen.

storybild

Donald Trump og pave Frans mødtes onsdag i Vatikanet. (Billede: Reuters/Pool)

Den amerikanske præsident, Donald Trump, og pave Frans var i verbal infight under den amerikanske præsidentvalgkamp sidste år.

Især var paven fortørnet over Trumps idé om at bygge en mur ved den amerikansk/mexicanske grænse. På klimaområdet er de også uenige.

Onsdag morgen mødtes Trump og paven i Vatikanet. Trump er på sit første officielle besøg i Europa, siden han blev indsat som præsident i USA.

Mødet varede 30 minutter, og inden mødet udtalte Trump ifølge Reuters, at "det er en stor ære".

Efterfølgende så det ud til, at mødet var gået godt.

- Tak, jeg vil ikke glemme, hvad De har sagt, siger Trump efter mødet.

Hvilke uforglemmelige ord paven sagde til Trump, vides ikke. Men paven gav Trump nogle gaver, som måske godt kunne indikere indholdet af samtalen.

Trump modtog ifølge Reuters blandt andet en skulptur af et oliventræ, som symboliserer fred.

- Vi kan bruge noget fred, siger Trump, som også modtog nogle af pavens bøger - blandt andet en om klimaet.

- Tja, jeg kommer til at læse bøgerne, siger Trump.

Af Trump fik paven nogle bøger skrevet af borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King.

Præsidenten var under mødet blandt andet ledsaget af sin kone, Melania, samt datteren Ivanka og dennes mand, Jared Kushner, som begge rådgiver Trump.

Under sidste års valgkamp i USA udtalte paven, at en mand, som tænker på at bygge en mur og ikke broer "ikke er kristen".

Trump svarede igen og sagde:

- Hvis og når Vatikanet angribes af Islamisk Stat - og vi ved alle, at det er Islamisk Stats ultimative trofæ - kan jeg love dig for, at paven ville have ønsket og bedt til, at Donald Trump var præsident.

Trump kom til Rom tirsdag aften efter et besøg i Saudi-Arabien, Israel og de palæstinensiske områder. Han skal også mødes med Italiens præsident og premierminister.

Onsdag eftermiddag flyver Trump til Bruxelles for at deltage i møder med ledere fra EU og Nato.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx