21/11-17 11:02

Angela Merkels højre hånd sender formaning til partierAngela Merkels højre hånd sender formaning til partier

Mulige regeringspartnere til Angela Merkels parti, CDU, har tre uger til at finde ud af, hvad de vil.

storybild

Angela Merkels højre hånd siger, at partier har tre uger til at finde ud af, om de kan støtte en regering med CDU i spidsen. Reuters/Axel Schmidt

København. Det må inden for tre uger afklares, om der kan dannes en regeringskoalition på baggrund på det seneste valg til Forbundsdagen.

Sådan lyder meldingen fra Peter Altmaier, der er kansler Angela Merkels højre hånd.

Det skriver Reuters, efter at Peter Altmaier har optrådt på tysk tv.

- Vi bliver nødt til at nå en situation inden for tre uger, hvor der er klarhed over, om der kan skabes en stabil regering på basis af valgresultatet, siger han.

Peter Altmaier er fungerende finansminister og stabschef i Angela Merkels nuværende regering.

Tyskland holdt valg den 24. september. Her mistede de etablerede partier stemmer, og derfor har det været problematisk at danne en regeringskoalition.

Angela Merkel, der står i spidsen for det kristendemokratiske CDU, har forsøgt at danne regering med det liberale FDP og De Grønne - en såkaldt Jamaica-koalition efter farverne i østatens flag.

I denne uge faldt forhandlingerne dog fra hinanden. Det har skabt tvivl om, hvorvidt der skal udskrives nyvalg.

Altmaier sendte i samme interview en slet skjult opfordring til den tidligere regeringspartner, det socialdemokratiske SPD.

- Vi må give SPD en chance for at tænke på det ansvar, de bærer, sagde Altmaier ifølge Reuters.

SPD dannede i sidste periode regering med Angela Merkels CDU, hvilket dog blev straffet af vælgerne ved dette valg.

Problemerne med at danne regering kan ende med, at Angela Merkel mister posten som tysk kansler. En post, som hun har haft i 12 år.

Også tidligere finansminister, nu formand for det tyske parlament, Wolfgang Schäuble, opfordrer partierne til at komme til forhandlingsbordet.

- Europa har brug for et Tyskland, der kan handle. Reaktionerne fra udlandet viser, at Europa og mange andre lande venter på os.

- Udfordringerne er store, og ligesom vi selv har brug for stærke partnere, vil også vores naboer gerne have stærke partnere ved deres side, sagde Wolfgang Schäuble til det tyske parlament tirsdag ifølge Reuters.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx