20/09-17 16:52; Opdateret: 20/09-17 19:34

Orkanen Maria føltes som et eksprestog kørte forbiOrkanen Maria føltes som et eksprestog kørte forbi

Mange mennesker er uden vand og strøm, efter at orkan ramte Sankt Croix, siger generalsekretær for Røde Kors.

storybild

Her ses en puertoricansk parkeringsplads ved Roberto Clemente Coliseum i San Juan. (Billede: HECTOR RETAMAL)

Charlotte Amalie. Den caribiske ø Sankt Croix er præget af "katastrofestemning", efter at orkanen Maria ramte øen natten til onsdag lokal tid.

Det siger Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors, der befinder sig på Sankt Croix, som tilhører øgruppen De Amerikanske Jomfruøer.

- En masse mennesker er uden strøm, fordi der hverken er strøm eller rent drikkevand på øen, siger generalsekretæren.

Røde Kors' opgave er i første omgang at give midlertidigt husly til de mennesker, der har måttet forlade deres hjem.

Men ifølge generalsekretæren er der endnu ikke overblik over situationen på øen, da det "kun har været lyst et par timer".

- Vi driver en række sheltere rundt omkring på øen, hvor folk, der ikke kan vende hjem, kan få en feltseng og noget at spise. Her vil nogen komme til at opholde sig i relativt langt tid, siger generalsekretæren.

Da orkanen ramte øen, der tidligere var en del af Dansk Vestindien, var det med vindhastigheder på flere hundrede kilometer i timen.

- Det føltes som et jordskælv på vores hotel, og som om et eksprestog kørte forbi, siger Anders Ladekarl.

Sankt Croix var den af de tidligere Dansk Vestindiske øer, der var mindst medtaget efter orkanen Irma, der forrige uge ødelagde store dele af øerne Sankt Jan og Sankt Thomas.

Derfor er mange mennesker blevet evakueret fra de to andre øer til Sankt Croix.

På Sankt Croix er der ifølge generalsekretæren store ødelæggelser efter Maria.

- På havnen er bådene blæst op på land eller ligger med bunden op. Langs vejen er der fuldstændig fyldt med ødelagte træer, som gør det umuligt at køre nogen steder, siger han og fortsætter.

- Kigger man op på bjergene, er der blevet fuldstændig gråt i skovene, fordi alle træerne har mistet deres blade, der er blæst af. Der ligger tage spredt rundt, og der er ikke noget strøm eller rent drikkevand på øen, så der er katastrofestemning på øen, siger Anders Ladekarl.

Ifølge nyhedsbureauet AP er foreløbigt ni mennesker døde under orkanen Marias hærgen i Caribien.

Maria bevæger sig i øjeblikket over Puerto Rico, hvor den er blevet nedjusteret fra en kategori 5- til en kategori 4-orkan.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx