31/10-17 13:21; Opdateret: 31/10-17 14:57

Afsat catalansk leder i Belgien: Jeg forsøger ikke at flygteAfsat catalansk leder i Belgien: Jeg forsøger ikke at flygte

Carles Puigdemont er ikke kommet til Belgien for at søge politisk asyl, siger han på et pressemøde i Belgien.

storybild

- Jeg er ikke her for at søge politisk asyl, understreger Carles Puigdemont på et pressemøde i Press Club Brussels i Belgien. Reuters/Eric Vidal

Bruxelles. Carles Puigdemont, den afsatte catalanske leder, forsøger ikke at flygte fra retsforfølgelse i Spanien, understreger han på et pressemøde i Belgien.

Catalonierens besøg i EU-hovedstaden tirsdag var ventet i spænding, da rygter om, at han ville søge asyl i Belgien, var løbet i forvejen.

- Jeg er ikke her for at søge politisk asyl, understreger Puigdemont på et spørgsmål under mødet i Press Club Brussels.

Omvendt har catalonieren endnu ikke reserveret en returbillet til Spanien, hvor han ifølge centralregeringen i Madrid vil blive anklaget for tilskyndelse til oprør og undergravende virksomhed.

Han blev spurgt, hvornår han vil rejse hjem, og her var svaret mere svævende.

- Det afhænger af omstændighederne, siger Puigdemont.

Bliver han dømt for de fremsatte anklager, kan han ende bag tremmer i et spansk fængsel i mange år.

Han lod på pressemødet indirekte forstå, at han ikke har tillid til, at han vil få en retfærdig retssag i Spanien.

Årsagen til rejsen var ifølge Puigdemont at præsentere Cataloniens sag i EU-hovedstaden.

Den afsatte leder sagde på pressemødet, at han afviser alle de anklager, som den spanske regering har fremsat imod ham.

Foran bygningen i byens europæiske kvarter, hvor Puigdemont møder pressen, står flere demonstranter med skilte og catalanske flag.

Heriblandt Lucia Pallomino, der er opvokset i Catalonien, men til daglig arbejder i EU-institutionerne.

- Jeg ser intet problem i at være catalansk, spansk og europæisk på samme tid, siger hun.

Foran sig holder hun et skilt, hvor der på spansk står "ikke i mit navn". Det betyder, at Pallomino efter eget udsagn er blandt den store del af befolkningen, der ikke står bag Puigdemonts beslutninger.

- Ved valget i december håber jeg, at vi får en god leder, der lytter til hele folket, og ikke kun et mindretal der vil være uafhængige, siger hun.

Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, som har opløst det catalanske parlament, har udskrevet nyvalg i december.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx