28/03-14 13:45

Rusland: Alle militære anlæg på Krim er nu russiskeRusland: Alle militære anlæg på Krim er nu russiske

Alle militære anlæg på Krim under russisk kontrol. Annekteringen har fået Schweiz til at indføre restriktioner

Den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, siger fredag, at alle ukrainske soldater, der er loyale over for regeringen i Kijev, har forladt Krim, og at alle militære anlæg på halvøen nu er under russisk kontrol.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax.

Udmeldingen kommer samme dag, som Ukraines væltede præsident Viktor Janukovitj opfordrer til, at der holdes folkeafstemninger over hele landet for på den måde at afgøre alle regioners fremtidige tilhørsforhold.

Tidligere på måneden stemte et markant flertal på Krim for en løsrivelse fra Ukraine. Kort efter annekterede russerne halvøen.

Som en reaktion herpå har Schweiz fredag indført restriktioner på eksport af militære produkter til Rusland. Det har fået russerne til at protestere og proklamere, at landet bryder med sin traditionelle neutralitet.

- De restriktioner, som myndighederne i Bern har indført på en række samarbejdsområder, er uretfærdige. De vil virke mod hensigten, hedder det i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium.

Det er ikke umiddelbart klart, hvad de nye schweiziske restriktioner består i, eller hvilken slags produkter det vil berøre.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx