Af Ritzau - 26/03-17 07:01; Opdateret: 26/03-17 08:20

Hongkong vælger for første gang en kvinde som lederHongkong vælger for første gang en kvinde som leder

1200 overvejende støtter af styret i Beijing har valgt Hongkongs nye leder. Første kvinde blev valgt.

storybild

Valget af Hongkongs nye leder har udløst demonstrationer fra indbyggere, der kræver demokrati i den tidligere britiske koloni. Nyvalgte Carrie Lam regnes for at være det kommunistiske styre i Kinas foretrukne valg. (Billede: Reuters/Tyrone Siu)

Hongkong får for første gang en kvindelig leder. Det skete søndag, da Carrie Lam blev valgt som Hongkongs næste leder.

Det rapporterer tv-stationen Cable TV ifølge nyhedsbureauet Reuters.

59-årige Carrie Lam har længe været set som Kinas foretrukne valg. Hun er udpeget af en valgkomité bestående af 1200 medlemmer, hvoraf hovedparten anses for at være tilhængere af styret i Beijing.

Hun er til gengæld meget upopulær i den prodemokratiske lejr, efter at hun har været med til at promovere en reformpakke, der blandt andet udløste store demonstrationer i 2014. Carrie Lam har haft flere høje stillinger i bystyret.

Søndag var der også demonstrationer, uden for den bygning hvor valget fandt sted. Politiet måtte bruge metalbarrikader for at holde demonstranterne på afstand.

Med bannere og tilråb krævede de almindelig valgret og protesterede mod indblanding fra det kommunistiske styre i Kina.

De færreste af Hongkongs 7,3 millioner vælgere har nogen indflydelse på valget i den tidligere britiske koloni, der kom tilbage under kinesisk styre i 1997.

Hongkong er delvist selvstyrende, men kontrolleres af Kina efter devisen "ét land, to systemer".

Som konsekvens har Hongkong sit eget retssystem, og indbyggerne har flere rettigheder end borgerne i Kina, blandt andet ytringsfrihed.

Carrie Lam tiltræder 1. juli. Hun vandt med 777 stemmer mod 365 til hendes nærmeste konkurrent, den tidligere finansminister John Tsang.

Den pensionerede dommer Woo Kwok-hing, der var tredje kandidat, fik 21 stemmer.

Tilbage i 2014 udløste det store demonstrationer, da det kommunistiske styre i Kina stillede krav om at forhåndsgodkende kandidater, der ville stille op til valget i 2017 om at blive Hongkongs nye leder.

Anført af studenterorganisationer krævede aktivister mere demokratiske valg i den tidligere britiske kronkoloni.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx