21/10-17 15:33; Opdateret: 21/10-17 16:52

Trump vil frigive hemmelige dokumenter om Kennedy-mordetTrump vil frigive hemmelige dokumenter om Kennedy-mordet

Donald Trump tillader, at hidtil hemmeligholdte dokumenter om mordet på Kennedy bliver frigivet.

storybild

Offentligheden får måske snart mere at vide om mordet på John F. Kennedy i 1963. USA's nuværende præsident, Donald Trump, har nemlig valgt at frivige klassificerede dokumenter i sagen. Reuters/Handout/arkiv

Washington. I snart 54 år har en stor bunke dokumenter om mordet på den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy været hemmeligstemplet.

Men nu vil den nuværende mand i embedet, Donald Trump, frigive dokumenterne. Det skriver præsidenten selv på Twitter:

- Jeg vil som præsident tillade at åbne de længe blokerede og klassificerede JFK Files.

I 1992 underskrev præsident George H.W. Bush en lov om, at papirerne skulle offentliggøres senest 25 år efter - og den tidsfrist udløber 26. oktober i år.

Spørgsmålet har været, om Trump ville følge den 25 år gamle lov eller i stedet forlænge hemmeligholdelsen for alle eller nogle af papirerne.

Det fremgår ikke af Trumps tweet, hvorvidt han vil frigive samtlige dokumenter i sagen.

Det anslås, at der er omkring 3600 hemmeligstemplede dokumenter om skuddrabet, der blev begået af Lee Harvey Oswald 22. november 1963.

Der er i forvejen igennem årene frigivet over to millioner papirer om sagen. Mange af dem blev tilbageholdt af Warren-kommissionen, der undersøgte drabet, og som i 1964 nåede frem til, at Oswald var alene om det.

Oswald blev to dage efter drabet selv skudt på vej fra politistationen til et fængsel af natklubejeren Jack Ruby.

Mordet på Kennedy er blevet kaldt det 20. århundredes største mordgåde, og det har været genstand for utallige konspirationsteorier.

Blandt andet at Cubas daværende leder, Fidel Castro, skulle have stået bag, fordi han ville hævne, at USA havde forsøgt at invadere Cuba i 1961.

En anden teori har gået på, at det var mafiaen, der dræbte præsidenten som hævn for en række FBI-aktioner.

Endelig er også den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, blevet mistænkt for at have beordret Oswald til at dræbe Kennedy.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx