30/08-17 16:53

Norsk minister i ordkrig med svenske statsministre før valgNorsk minister i ordkrig med svenske statsministre før valg

Både Sveriges nuværende og en tidligere statsminister kritiserer norsk indvandringsminister efter ghettobesøg.

storybild

Den norske indvandringsminister, Silvi Listhaug (til højre), har fået kritik fra svenske toppolitikere efter kritiske udtalelser og et besøg i belastet område. Scanpix/Emmanuel Dunand/arkiv

Stockholm. Den norske indvandringsminister, Silvi Listhaug, har bragt sindene i kog blandt politikere i Sverige efter et besøg i Stockholms belastede forstad Rinkeby.

Onsdag blander selv den svenske statsminister, socialdemokraten Stefan Löfven, sig i debatten.

- Det er vigtigt, at der bliver gengivet et korrekt billede. Vi går ikke ind i situationen i hinandens lande. Vi har vores problemer, og dem tager vi os af, siger Löfven til den norske tv-station NRK.

Han reagerer på, at Silvi Listhaug fra Fremskrittspartiet tirsdag advarede om "svenske tilstande", der ifølge hende omfatter indvandring uden kontrol og fejlslået integration.

Listhaugs besøg i Rinkeby er derfor af mange svenske politikere blevet opfattet som en del af valgkampen i Norge. Her er der valg 11. september.

Den norske minister skulle efter planen have mødt Sveriges migrationsminister, Hélene Fritzon, tirsdag. Men det møde blev aflyst. Og statsminister Löfven bakker op om sin ministers beslutning om at droppe mødet.

- Det var det rigtige valg, da ministeren fornemmede, at hun kunne blive hevet ind i den norske valgkamp, og det ønskede hun ikke. Hun vil gerne tage imod en minister efter valgkampen i Norge, siger Löfven.

- Vi bør være forsigtige med at blande os i hinandens politiske forhold og valgkamp, siger han til avisen VG.

Silvi Listhaug afviser, at turen til Sverige og Rinkeby er et forsøg på at profilere sig selv før valget til Stortinget.

Besøget bunder i stedet i et ønske om at lære, "hvad der er gået galt i Sverige for at forhindre, at det sker i Norge", skriver VG.

Også Sveriges tidligere statsminister Carl Bildt er efter Listhaug. Han tror ikke på, at hendes besøg handler om at blive klogere.

- Når det sker midt i en valgkamp med så skarpe formuleringer som "svenske tilstande", er det ikke for at lære, men for at drive valgkamp, siger Bildt ifølge den svenske avis Aftonbladet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx