06/07-17 13:32; Opdateret: 06/07-17 16:14

Løkke roser Japan-aftale i tid med presset frihandelLøkke roser Japan-aftale i tid med presset frihandel

Bruxelles. EU's aftale med Japan om principper for frihandel er et vigtigt signal, i en tid hvor frihandlen er sat under pres.

storybild

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at de to kæmpeøkonomier EU og Japan torsdag er blevet politisk enige om en økonomisk og strategisk aftale, der indeholder frihandel.

Den politiske enighed betyder, at parterne er enedes om principperne for frihandel. Den endelige aftaletekst forelægger ikke endnu.

- Aftalen mellem EU og verdens tredjestørste økonomi er et vigtigt signal til resten af verden i en tid, hvor frihandlen er under pres, og flere lande tager skridt mod at lukke sig om sig selv, siger statsministeren.

En frihandelsaftale vil gøre det lettere at eksportere varer mellem EU-lande og Japan.

Da EU lavede en lignende aftale med Sydkorea, blev der skabt omkring 1000 job i Danmark. Statsministeren regner med, at gevinsten for aftalen med Japan bliver endnu større.

Dansk Industri har da også tidligere på året vurderet, at frihandelsaftalen kan få dansk eksport til at vokse med op til 70 procent.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er enig i, at aftalen er god for Danmark.

Samtidig luner han sig ved, at den politiske aftale falder på plads dagen før et G20-møde i Hamburg.

Her skal verdenslederne mødes med den amerikanske præsident, Donald Trump, der har gjort det til en mærkesag at tordne mod frihandelsaftaler.

- Det kommer meget belejligt, set fra et dansk perspektiv.

- Det er et stærkt signal om, at EU og Japan tror på frihandel som vejen frem. Det er et vigtigt signal i en tid, hvor frihandel kommer under pres i bekymrende grad, siger han.

På et pressemøde i Bruxelles torsdag kaldte Japans premierminister, Shinzo Abe, aftalen for "win-win"-situation for forbrugerne både i Japan og Europa.

Den nye aftale, der er døbt Jeepa, har været på forhandlingsbordet siden 2013.

Nu venter en proces, hvor aftaleteksten skal formuleres, hvorefter aftalen skal ratificeres.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx