17/10-17 14:31; Opdateret: 17/10-17 15:29

Forfatningsdomstol erklærer catalansk afstemningslov ugyldigForfatningsdomstol erklærer catalansk afstemningslov ugyldig

Cataloniens lov om afstemning fra den 6. september er ugyldig, siger talsmand for forfatningsdomstol.

storybild

Madrid. Spaniens forfatningsdomstol erklærer Cataloniens lov om en omstridt afstemning om uafhængighed fra den 6. september ugyldig, siger en talsmand for domstolen.

Domstolen havde oprindeligt suspenderet afstemningsloven, mens den undersøgte dens lovlighed.

Men Cataloniens selvstyre gennemførte folkeafstemningen 1. oktober uden at tage hensyn til denne proces i Madrid.

I kendelsen tirsdag siger domstolen, at Cataloniens særlige lov strider imod den nationale suverænitet og "den spanske nations uopløselige enhed".

Domstolen har også erklæret den parlamentssamling, hvor afstemningsloven blev vedtaget, for ulovlig.

I Catalonien siger en regeringstalsmand, at han ikke er overrasket over forfatningsdomstolens afgørelse.

- Vi står over for en udøvende magt i form af staten, som bruger den dømmende magt til at blokere for den lovgivende, siger talsmanden, Jordi Turull.

Blot 43 procent af indbyggerne i Catalonien deltog i afstemningen 1. oktober. Ifølge de regionale myndigheder var 90 procent af de afgivne stemmer et "ja" til at løsrive sig.

En talsmand for Cataloniens regering sagde tidligere tirsdag, at regionen ikke er indstillet på at opgive kampen for uafhængighed, og den vil give den nationale regering i Madrid det samme svar torsdag, som det gav mandag.

- Det ligger ikke til Cataloniens regering blot at give op, siger talsmanden.

Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, havde krævet, at Catalonien senest mandag klokken 10.00 havde uddybet, hvorvidt regionen har erklæret sig uafhængig.

Cataloniens leder, Carles Puigdemont, afviste imidlertid at svare direkte på spørgsmålet fra Rajoy og tilbød i et udspil at føre forhandlinger over to måneder.

Den spanske vicepremierminister, Soraya Saenz de Santamaria, sagde derefter, at "Cataloniens leder ikke har svaret på spørgsmålet".

- Catalonien må nu svare på det stillede spørgsmål senest torsdag, sagde hun.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx