25/11-17 03:00; Opdateret: 25/11-17 04:13

Trump hævder at have takket nej til pris som årets personTrump hævder at have takket nej til pris som årets person

Time Magazine ville ifølge præsidenten tildele ham prisen for andet år i træk. Det afviser magasinet dog.

storybild

Donald Trump blev i 2016 tildelt prisen som årets person af magasinet Time. I år har han ifølge ham selv takket nej til samme pris. Reuters/Handout/arkiv

Washington. USA's præsident, Donald Trump, hævder, at han har takket nej til en pris som "årets person", som hvert år uddeles af magasinet Time.

Årsagen til, at præsidenten ikke ønskede at tage i mod prisen, var ifølge hovedpersonen selv, at han ikke ønskede at stille op til interview og foto.

- Time Magazine ringede for at sige, at jeg FORMENTLIG ville blive udnævnt som "årets mand" (person) som sidste år, men jeg skulle sige ja til et interview og en stor fotoseance, skriver præsidenten fredag på Twitter.

- Jeg sagde, at det nok ikke ville gå og takkede nej, tilføjer han.

Time mener dog, at præsidenten må have misforstået et eller andet.

- Trump tager fejl af, hvordan vi udpeger årets person, skriver magasinet fredag aften amerikansk tid på Twitter.

Samtidig understreger Time, at magasinet ikke kommenterer udnævnelsen, før den bliver offentliggjort 6. december.

Time Magazine uddeler hvert år prisen til en person, der "på godt og ondt" har påvirket verden i årets løb.

Sidste år modtog Donald Trump prisen, umiddelbart efter at han havde vundet præsidentvalget over Demokraternes Hillary Clinton.

Time bragte i den forbindelse en forside med Donald Trump under overskriften "Præsident for Amerikas splittede stater."

Den tidligere forretningsmand holder traditionelt nøje øje med Times uddeling af prisen.

Han har således på Twitter klaget over ikke at blive valgt i henholdsvis 2012, 2014 og 2015, skriver AFP.

I juni skrev Washington Post, at væggene i flere af præsidentens golfklubber er prydet med falske Time-forsider med positive overskrifter om netop Donald Trump.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx