Af Ritzau - 09/03-17 19:59

USA's nye miljøchef tvivler på klimapåvirkning fra CO2USA's nye miljøchef tvivler på klimapåvirkning fra CO2

Det er svært at måle den menneskelige påvirkning af klimaet, siger den kommende chef for USA's miljøstyrelse.

storybild

EPA-chef Scott Pruitt tvivler på, at CO2-udslip er den primære årsag til global opvarmning. (Billede: Scanpix/Mark Wilson)

Den nye chef for den amerikanske miljøstyrelse (EPA) er ikke enig i, at kuldioxid og andre drivhusgasser er den primære årsag til global opvarmning.

Det siger han i et interview med amerikansk tv torsdag.

- At måle den menneskelige påvirkning af klimaet præcist er meget udfordrende, og der er enorm uenighed om graden af påvirkning, siger Scott Pruitt, der er udset som ny EPA-chef af præsident Donald Trump.

- Så nej, jeg er ikke enig i, at det er en primær bidragyder til den globale opvarmning, som vi ser, siger Pruitt til tv-stationen CNBC.

Pruitts standpunkt er i modstrid med de konklusioner, internationale videnskabsfolk er kommet frem til, og som ligger til grund for Paris-aftalen.

Senest har både det amerikanske rumagentur, NASA, og vejrmyndigheden NOAA i januar konkluderet, at middeltemperaturen på Jorden er steget med 1,1 grad celsius siden slutningen af 1800-tallet.

Pruitt tilføjer, at debatten må fortsætte, og at Kongressen også i højere grad skal inddrages.

USA's højesteret afgjorde for ti år siden, at kuldioxid (CO2) og andre drivhusgasser er forurenende stoffer, der hører under loven om luftforurening, og som der derfor kan lovgives om.

- På intet tidspunkt har Kongressen talt. Den lovgivende del har overhovedet ikke taget stilling til dette spørgsmål, siger Pruitt til CNBC.

Han har tidligere udtrykt tvivl om, hvorvidt klimaforandringer er menneskeskabte.

Som justitsminister i delstaten Oklahoma har han flere gange sagsøgt EPA, som Trump nu har udset ham til chef for.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx