Af Ritzau - 04/06-17 17:42; Opdateret: 04/06-17 18:20

Britisk politi skød civil i forsøg på at stoppe angrebsmændBritisk politi skød civil i forsøg på at stoppe angrebsmænd

Otte betjente affyrede i omegnen af 50 kugler for at dræbe gerningsmænd bag London-angreb, oplyser politiet.

storybild

Politiet i London har skudt og såret en civil lørdag aften, da det forsøgte at stoppe tre gerningsmænd bag et blodigt angreb i den britiske hovedstad, oplyser lederen af britisk politis antiterrorenhed. (Billede: Scanpix/Niklas Halle''n)

Politiet i London har skudt og såret en civil lørdag aften, da det forsøgte at stoppe tre gerningsmænd bag et blodigt angreb i den britiske hovedstad.

Det oplyser lederen af det britiske politis antiterrorenhed, Mark Rowley, på et pressemøde.

- Da betjentene konfronterede terroristerne, blev en civil også ramt af et skud, siger han.

- Selv om den sårede ikke er i kritisk tilstand, er vedkommende indlagt på hospitalet for at modtage behandling, tilføjer Mark Rowley.

Den civile er ifølge en læge på Royal London Hospital blevet ramt i hovedet.

- Der er en patient på hospitalet, som er blevet skudt i hovedet - en mand. Han er så absolut ikke ved at dø. Vi forventer, at han bliver fuldstændigt rask igen, siger Malik Ramadhan til den britiske avis The Guardian.

Lørdag aften kørte tre gerningsmænd først ind i mennesker på London Bridge. Derefter fortsatte de til kvarteret Borough Market med mange pubber og restauranter.

Her gik de til angreb på tilfældige personer med kniv.

Otte betjente affyrede omkring 50 kugler for at dræbe gerningsmændene, oplyser han. Det er "et hidtil helt uset antal skud":

- Vores umiddelbare vurdering er i omegnen af 50 skud, siger Mark Rowley.

De fleste betjente i Storbritannien bærer ikke våben, og det er usædvanligt, at de affyrer skud, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Situationen, som disse politibetjente stod over for, var kritisk - et spørgsmål om liv og død, siger Mark Rowley.

De tre gerningsmænd så ud til at have bombebælter på. Det viste sig senere, at de var falske.

- De havde allerede angrebet og dræbt civile, og de skulle stoppes med det samme, siger lederen af antiterrorenheden.

- Jeg er ikke overrasket over, at da de (betjentene, red.) stod over for, hvad der så ud til at være tre selvmordsbombere, affyrede betjentene et hidtil uset antal skud for at være helt sikre på, at de havde uskadeliggjort den trussel, som de mænd udgjorde, tilføjer Mark Rowley.

I alt syv ofre mistede livet. Desuden er de tre gerningsmænd blevet skudt og dræbt af politiet.

Derudover er 48 personer tilskadekomne, herunder fire betjente. 21 af dem er i kritisk tilstand, skriver den britiske tv-station BBC.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx