Af Ritzau - 27/05-17 09:09; Opdateret: 27/05-17 11:15

Palæstinensiske fanger opgiver langvarig sultestrejkePalæstinensiske fanger opgiver langvarig sultestrejke

De israelske fængselsmyndigheder har besluttet at tillade palæstinensiske fanger to familiebesøg om måneden.

storybild

Den nu afsluttede sultestrejke blev anført af den palæstinensiske leder Marwan Barghouti, der sidder i fængsel på livstid for drab. Mange palæstinensere har afholdt støttedemonstrationer som her i Ramallah. (Billede: Scanpix/Abbas Momani)

Hundredvis af palæstinensiske fanger har afsluttet en 40 dage lang sultestrejke. Det bekræfter en unavngiven talsperson fra de israelske fængselsmyndigheder.

Fangerne sultestrejkede i protest over fængslernes forhold.

Palæstinenserne har besluttet sig for at indstille strejken, efter at Israel har givet efter for et af deres krav. Det handler om retten til to familiebesøg om måneden frem for kun et, oplyser talspersonen.

17. april stoppede 325 palæstinensere med at spise.

Siden sluttede flere hundrede sig til strejken, som ifølge nyhedsbureauet dpa blev anført af den palæstinensiske Fatah-leder Marwan Barghouti. Han sidder i fængsel på livstid for drab.

Mange af fangerne er siden blevet alvorligt svækket. Omkring 30 af de flere end 800 sultestrejkende fanger er blevet indlagt på hospitalet de seneste dage.

Under sultestrejken har der været afholdt flere støttedemonstrationer på Vestbredden. Det har ført til blodige sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker.

Tusindvis af palæstinensere sidder i fængsel i Israel. Af dem er flere hundrede administrativt fængslet.

En administrativ fængsling giver mulighed for at sætte mistænkte bag tremmer i seks måneder ad gangen uden retskendelse. Disse perioder på seks måneder kan fornys igen og igen.

Da USA's præsident, Donald Trump, i den forløbne uge mødtes med palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, opfordrede han ham til at sætte fokus på emnet.

Palæstinensiske indsatte sultestrejker jævnligt i protest over at blive tilbageholdt i de israelske fængsler.

Den seneste strejke og medfølgende demonstrationer har fundet sted, mens datoen for 50-året af Israels besættelse af Gazastriben og Vestbredden efter Seksdageskrigen i 1967 nærmer sig.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx