10/10-17 16:27; Opdateret: 10/10-17 17:32

Tusk håber på tilstrækkeligt brexit-fremskridt til decemberTusk håber på tilstrækkeligt brexit-fremskridt til december

Hvis der heller ikke er sket nok fremskridt i december, må vi tænke over, hvor vi er på vej hen, siger EU.

storybild

Bruxelles. EU-præsident Donald Tusk håber, at der til december vil være sket store nok fremskridt i exit-forhandlingerne, så EU og Storbritannien til den tid kan begynde at tale om fremtiden.

Det siger han tirsdag i en tale i Det Europæiske Regionsudvalg i Bruxelles.

Målet var oprindelig, at et EU-topmøde i næste uge skulle beslutte at sætte anden fase i forhandlingerne i gang.

Anden fase handler om fremtidens forhold, herunder en frihandelsaftale, efter den britiske exit.

EU-præsidenten siger, at han hører fra London, at briterne forbereder sig på et såkaldt "no deal scenario".

Altså en situation, hvor Storbritannien ender med at forlade EU uden nogen aftale om exit-betingelser eller fremtiden.

- Jeg vil gerne sige meget klart, at EU arbejder ikke på sådan et scenarie, siger Donald Tusk.

Han siger, at EU forhandler "i god tro, og vi håber stadig, at det såkaldte tilstrækkelige fremskridt vil være muligt i december".

- Men hvis det viser sig, at forhandlingerne fortsætter i et langsomt tempo, og tilstrækkelige fremskridt ikke er opnået til den tid, må vi sammen med vores britiske venner tænke over, hvor vi er på vej hen, siger Tusk.

Hans udtalelser falder samtidig med, at femte runde i exit-forhandlingerne er i fuld gang i Bruxelles.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, sagde i forrige uge, at det ville kræve "mirakler", hvis der skulle være sket nok fremskridt i oktober.

Og i sidste uge opfordrede Europa-Parlamentet EU-lederne til at udskyde beslutningen om at tage hul på fremtiden.

Der skal ske tilstrækkelige fremskridt i forhandlingerne om skilsmissen på tre afgørende områder, før EU vil begynde at tale om fremtiden.

Det handler om den økonomiske afregning mellem EU og Storbritannien. Om EU-borgernes fremtidige rettigheder i Storbritannien. Og om fremtidens grænse i Irland.

Premierminister Theresa May har desuden anmodet om en overgangsordning på cirka to år efter den britiske exit.

Storbritannien forlader EU fredag 29. marts 2019 ved midnat.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx