Af Ritzau - 13/06-17 16:28; Opdateret: 13/06-17 18:15

Nordkorea løslader amerikansk fange i komaNordkorea løslader amerikansk fange i koma

Otto Warmbier blev sidste år idømt 15 års hårdt strafarbejde i Nordkorea. Nu er han på vej hjem, men i koma.

storybild

Den amerikanske studerende Otto Warmbier, da han i marts sidste år blev idømt 15 års hårdt strafarbejde i Nordkorea. Han er nu blevet løsladt og er på vej mod USA. Arkivfoto (Billede: Reuters/Kyodo)

Den amerikanske universitetsstuderende Otto Warmbier, der har siddet fængslet i Nordkorea, er blevet løsladt.

Han er tirsdag på vej hjem til USA for at blive genforenet med sin familie. Det oplyser den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, i en skriftlig udtalelse.

- På præsidentens anmodning har udenrigsministeriet sikret løsladelsen af Otto Warmbier fra Nordkorea, hedder det i meddelelsen.

Ifølge hans forældre, Fred og Cindy, befinder Otto Warmbier sig dog i koma.

I en skriftlig udtalelse siger forældrene, at de fik besked om sønnens tilstand i sidste uge. Otto Warmbier skal have ligget i koma siden marts 2016.

- Vi ønsker, at verden skal være klar over, hvordan vi og vores søn er blevet brutaliseret og terroriseret af et pariaregime, skriver Fred og Cindy Warmbier.

De erklærer sig dog taknemmelige over, at sønnen "endelig kommer til at være sammen med de mennesker, der elsker ham".

Rex Tillerson ønsker ikke at kommentere Otto Warmbiers helbred. Det står ikke klart, hvorfor han ligger i koma.

Det er også uvist, hvordan det lykkedes at forhandle sig frem til en løsladelse af den 22-årige.

Rex Tillerson gør det klart, at han fortsat vil arbejde for at få løsladt de øvrige amerikanske statsborgere, der sidder fængslet i det lukkede land.

Efter Warmbiers løsladelse skulle tre personer med amerikansk pas være tilbageholdt i Nordkorea.

Warmbier blev i marts sidste år idømt 15 års hårdt strafarbejde for at have stjålet politisk propagandamateriale.

Han har grædende indrømmet, at han under sit ophold i Nordkorea fjernede en politisk plakat fra et hotel i hovedstaden Pyongyang. Her boede han sammen med sine rejsefæller.

Den amerikanske regering har fordømt dommen. USA mener, at Nordkorea bruger amerikanske borgere som brikker i et politisk spil.

Det sker med jævne mellemrum, at Nordkorea beskylder USA og Sydkorea for at sende spioner til Pyongyang. Nordkoreanerne mener, at det sker som led i bestræbelser på at vælte landets styre.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx