Af Ritzau - 09/06-17 08:12; Opdateret: 09/06-17 09:34

Ekspert: Risiko for brexit uden aftale er blevet størreEkspert: Risiko for brexit uden aftale er blevet større

Det britiske valg er endt med katastrofe for både EU og Storbritannien, mener ekspert. Alting bliver sværere.

storybild

Det britiske valg er endt i en katastrofe for både den britiske premierminister, Theresa May, og for EU, mener en ekspert fra en tænketank i Berlin. (Billede: Reuters/Toby Melville)

Risikoen for, at de kommende exit-forhandlinger mellem EU og Storbritannien ender uden nogen aftale, er blevet større efter det britiske valg.

Det mener Josef Janning, der er senioranalytiker ved tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin.

- Jeg tror, at risikoen for en brexit uden nogen aftale er vokset, siger Josef Janning.

Han mener, at det britiske valg er endt i en katastrofe for både den britiske premierminister, Theresa May, og for EU.

Theresa May har ved torsdagens valg mistet sit flertal i parlamentet.

Dermed er hun blevet afgørende svækket forud for de kommende forhandlinger med EU.

Hendes konservative parti er dog stadig landets største og ventes nu at forsøge at regere videre med støtte fra andre.

- Enhver premierminister i dette parlament vil være under massiv kontrol af mindre fraktioner i parlamentet. Ingen har et flertal selv, siger Janning.

- De forskellige krav til tilgangen til og udfaldet af brexit-forhandlingerne vil gøre det umuligt for hende at holde en klar linje, forudser han.

Theresa May står dermed i den katastrofe, hun netop havde forsøgt at undgå, da hun udskrev valg for at få et styrket mandat i brexit-forhandlingerne, mener Janning.

- Men det er også en katastrofe for Bruxelles. Det vil gøre alting mere rodet, siger han.

Janning mener, at Theresa Mays svage position kan udløse et nyt valg eller en ny folkeafstemning, inden briterne ved udgangen af marts 2019 efter planen forlader EU.

- May mente, at hun skulle have et stærkt mandat til at gå ind i forhandlingerne. Så skal hun også have et stærkt mandat til at gå ud af dem, siger Janning.

Han tvivler dog samtidig på, at May holder længe som premierminister efter nederlaget ved parlamentsvalget.

EU's chefforhandler, Michel Barnier, har bebudet start på de britiske exit-forhandlinger mandag 19. juni. Det er om ti dage.

Men den tyske EU-kommissær, Günther Oettinger, siger fredag morgen, at det er usikkert, om det nu kan lade sig gøre.

- Vi har brug for en regering, der kan handle, siger Oettinger til den tyske radiostation, Deutschlandfunk.

Storbritannien meddelte 29. marts officielt EU, at de vil melde sig ud af samarbejdet. Det startede en nedtælling på to år til exit.

De 27 EU-lande, der vil fortsætte samarbejdet uden Storbritannien, meldte sig officielt klar til exit-forhandlingerne 22. maj.

Det skete, da de vedtog et detaljeret forhandlingsmandat til Michel Barnier.

EU27-landene vil først have exit-betingelserne på plads, før de vil begynde at tale om det fremtidige forhold til Storbritannien, herunder en frihandelsaftale.

Exit-betingelserne handler blandt andet om, hvad briterne skal betale ved udgangen, om EU-borgeres rettigheder i Storbritannien og omvendt og om at undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx