07/12-17 17:58; Opdateret: 07/12-17 18:31

Sexbeskyldninger koster amerikansk senator jobbetSexbeskyldninger koster amerikansk senator jobbet

Flere kvinder har anklaget senator Al Franken for upassende opførsel. Efter pres trækker han sig fra Senatet.

storybild

Senator Al Franken ankommer torsdag sammen med sin hustru, Franni Bryson, til Senatet i Washington for at meddele sin afgang. Scanpix/Chip Somodevilla

Washington. Den demokratiske senator Al Franken træder tilbage fra sin post, oplyser han torsdag i en tale i Senatet i Washington.

- Jeg ved i mit hjerte, at intet, jeg har gjort som senator - intet - har bragt vanære over denne institution, siger Franken.

- Ikke desto mindre meddeler jeg i dag, at jeg i de kommende uger vil træde tilbage som medlem af USA's senat, siger han ifølge Reuters.

Hans afgang kommer, efter at flere kvinder har beskyldt ham for upassende seksuel adfærd.

Den 66-årige Franken er havnet i massiv modvind blandt sine egne partifæller som følge af anklagerne mod ham.

Den skandaleramte senator var oprindeligt kendt som komiker i tv-showet Saturday Night Live.

Han stillede op til Senatet i sin hjemstat, Minnesota, og blev valgt ind i 2008. I Washington blev han kendt som en seriøs politiker og af flere blev set som en af partiets kommende stjerner.

Siden republikaneren Donald Trump blev valgt som præsident sidste år, har Franken markeret sig som en af hans mest indædte modstandere i Senatet.

- Jeg kan godt se ironien i, at jeg går, mens en mand, der på en optagelse har pralet af sine seksuelle overgreb, sidder i Det Ovale Værelse, siger Franken i sin tale til Senatet torsdag.

Beskyldningerne mod den demokratiske senator begyndte at dukke op for tre uger siden. Her blev han blandt andet anklaget for at kysse en radiojournalist mod hendes vilje og for at tage hende på brysterne, mens hun sov.

Franken undskyldte og lovede at arbejde for at genoprette tilliden.

Men siden har mindst syv kvinder anklaget ham for upassende seksuel adfærd. Det fik hans partifæller til at lægge yderligere pres på ham.

Al Franken siger i sin tale i Senatet torsdag, at nogle af beskyldningerne ikke er sande. Han husker andre episoder anderledes end de kvinder, der nu er stået frem.

Nogle af anklagerne går mere end ti år tilbage i tiden.

Flere senatorer, heriblandt den demokratiske leder i Senatet, Chuck Schumer, har opfordret Al Franken til at trække sig fra Senatet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx