16/10-17 10:52; Opdateret: 16/10-17 11:27

Briter vil komme en tiger i tanken og sætte fart på brexitBriter vil komme en tiger i tanken og sætte fart på brexit

Theresa May kommer mandag til Bruxelles for at mødes med Juncker før afgørende EU-topmøde senere på ugen.

storybild

Tiden er inde til at komme en tiger i tanken og få gang i seriøse forhandlinger om den britiske exit fra EU, siger den britiske udenrigsminister, Boris Joihnson. Premierminister Theresa May møder senere mandag EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i Bruxelles. Scanpix/Daniel Leal-olivas/arkiv

Luxembourg. Tiden er inde til at komme en tiger i tanken og få gang i seriøse forhandlinger om den britiske exit fra EU.

Det er meldingen fra den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, mandag ved ankomsten til et EU-møde i Luxembourg.

- Lad os komme en tiger i tanken. Lad os få gang i de forhandlinger og holde op med at lade græsset gro under vores fødder, siger Boris Johnson.

Den britiske premierminister, Theresa May, kommer mandag til Bruxelles. Her skal hun mødes med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, over en arbejdsmiddag.

Også EU's chefforhandler, Michel Barnier, og den britiske forhandler, brexitminister David Davis, deltager.

- Vi mener i Storbritannien, at tiden er inde til at komme videre med de forhandlinger, siger Johnson.

- At vi kommer i gang med nogle seriøse samtaler om fremtiden og det dybe og særlige partnerskab, vi håber at opbygge, siger han.

Efter femte runde i exit-forhandlingerne sagde Barnier i torsdags, at de ikke bevæger sig hurtigt nok fremad.

Især er han "virkelig bekymret" over dødvandet, når det gælder opgørelsen af den økonomiske afregning ved exit.

Michel Barnier kan derfor ikke fortælle stats- og regeringscheferne på et topmøde senere på ugen, at der er sket "tilstrækkelige fremskridt" i forhandlingerne om penge, borgernes rettigheder og grænsen i Irland.

EU har krævet "tilstrækkelige fremskridt" i de indledende forhandlinger på netop de tre områder, før de vil begynde at tale om fremtidens forhold efter exit.

David Davis opfordrede torsdag EU til at "udvide forhandlingerne".

Målet var oprindeligt, at topmødet i Bruxelles torsdag og fredag skulle sætte gang i forhandlingerne om fremtidens forhold, herunder en frihandelsaftale.

Nu håber briterne, at Barnier i hvert fald får mandat til, at forhandlerne kan udforske mulighederne for en toårig overgangsperiode efter exit.

Det er der dog ikke lagt op til på forhånd.

I udkastet til konklusioner fra topmødet opfordrer de 27 lande, der fortsætter i EU, alene til at gå i gang med "interne forberedende diskussioner".

EU27-landene planlægger at vurdere fremskridtene i exit-forhandlingerne igen på et nyt topmøde i december.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx