Af Ritzau - 03/05-17 11:34; Opdateret: 03/05-17 13:01

Chefforhandler: Der er ingen straf for at forlade EUChefforhandler: Der er ingen straf for at forlade EU

EU-Kommissionen har onsdag vedtaget sit direktivforslag til forhandlingerne om den britiske exit fra EU.

storybild

Der er ingen straf for at forlade EU-samarbejdet. Der er ingen exit-regning. Den endelige opgørelse handler kun om at lukke kontoen, siger EU's chefforhandler, Michel Barnier. (Billede: Scanpix/Thierry Charlier)

Kontoen må gøres op, når Storbritannien forlader EU. Men der er ingen straf for at forlade EU-samarbejdet.

Det siger EU's chefforhandler, Michel Barnier, onsdag, efter at EU-Kommissionen har vedtaget sit direktivforslag til forhandlingerne om den britiske exit fra EU.

Udspillet udmønter den strategi, som de 27 lande, der bliver i EU, vedtog på et topmøde i lørdags.

EU-Kommissionen fastslår blandt andet, at Storbritannien skal leve op til de økonomiske forpligtelser, de allerede har påtaget sig som EU-medlem.

Det betyder for eksempel, at penge, der er lovet til projekter i hele EU, skal betales, for ellers skal andre udfylde det økonomiske hul efter briterne.

- Vi må lukke kontoen. Hverken mere eller mindre, siger Michel Barnier på en pressekonference i Bruxelles.

Han vil dog ikke kommentere, hvor mange penge det kan løbe op i, når regningen til briterne skal gøres op.

Financial Times skriver onsdag, at det kan løbe helt op i 100 milliarder euro (750 milliarder kroner).

- Der er ingen straf. Der er ingen exit-regning. Den endelige opgørelse handler kun om at lukke kontoen, siger han.

Men omvendt skal ingen gøre sig den illusion, at den britiske exit fra EU vil være en smertefri proces uden konsekvenser, advarer EU's chefforhandler.

- Nogen har skabt den illusion, at brexit ikke vil have nogen reel betydning for vores liv, og at den vil være smertefri, siger Michel Barnier.

Men det er ikke tilfældet, når man afslutter 44 års tæt samarbejde, advarer chefforhandleren.

- Der vil være konsekvenser. Dem, der lader som om, at man kan forlade EU, uden at der er konsekvenser, fortæller simpelthen ikke sandheden, siger Barnier.

- Der er menneskelige konsekvenser. Der er sociale konsekvenser. Der er økonomiske konsekvenser. Der er tekniske konsekvenser, finansielle og juridiske konsekvenser, siger han.

Barnier opfordrer Storbritannien til at lægge alle kræfter i at finde løsninger på de tre vigtigste spørgsmål så hurtigt som muligt.

Det gælder rettighederne for EU-borgere i Storbritannien og britiske borgere i EU, det gælder pengene, og det gælder at undgå en hård grænse mellem Irland og det britiske Nordirland.

- Det haster. Det haster meget. Uret tikker, siger han.

Først når der er opnået "tilstrækkelige fremskridt" på de vigtigste områder, vil EU begynde at tale med briterne om det fremtidige forhold, herunder en frihandelsaftale.

De 27 landes europaministre ventes 22. maj at vedtage det detaljerede brexit-mandat, som Michel Barnier skal forhandle ud fra.

Forhandlingerne vil blive indledt efter det britiske valg 8. juni. Storbritannien ventes at forlade EU 29. marts 2019 ved midnat.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx