28/09-17 05:02

Nu tager EU-toppen hul på den næste kamp om EU's fremtidNu tager EU-toppen hul på den næste kamp om EU's fremtid

EU-lederne diskuterer torsdag samarbejdet efter brexit, mens EU's digitale fremtid er på dagsordenen fredag.

storybild

Tallinn. Egentlig var det meningen, at topmødet i Estlands hovedstad, Tallinn, alene skulle finde sted fredag og handle om EU's digitale fremtid.

Om hvad EU mangler at gøre for at være klar, om cybersikkerhed, om mere uddannelse og om målet for borgernes digitale færdigheder.

Men efterhånden gik det op for det estiske EU-formandskab, at alle EU-lederne allerede er i Tallinn torsdag aften. Og så blev de inviteret til middag.

Her ventes de nu at kaste sig ud i en større diskussion om, hvad der skal ske, når briterne er ude af EU.

Professor og EU-ekspert Marlene Wind fra Københavns Universitet siger, at topmødet i Tallinn bliver første skridt på vejen mod den nye fremtid for EU-samarbejdet.

- Planen er, at der virkelig skal ske noget, den dag briterne forlader EU, siger Marlene Wind.

- Det skal ikke bare ende med, at man sidder rundt omkring i hovedstæderne og hænger med næbbet, siger hun.

Den nye debat skal ifølge EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, kulminere på et topmøde lørdag 30. marts 2019 i Sibiu i Rumænien, der har EU-formandskabet til den tid.

Topmødet vil i så fald blive holdt dagen efter, at Storbritannien har forladt EU.

Men torsdag aften i Tallinn er der foreløbig lagt op til en åben brainstorm.

- Det skal være en middag, hvor alle kan sige, hvad de har på hjerte, siger en EU-embedsmand.

Der er ingen papirer på bordet og ingen skriftlige konklusioner, skriver EU-præsident Donald Tusk i sin invitation.

Han håber på en "åben, ligefrem og uformel" diskussion.

Den britiske premierminister, Theresa May, var en af de første, der meldte sig til middagen.

Hun ventes at fokusere på den britiske exit fra EU, efter at hun i Firenze i sidste uge holdt en stor tale om vejen videre frem for exit og nyt partnerskab.

Efter et møde med Tusk i London tirsdag lod hun forstå, at bolden efter hendes mening nu ligger hos de 27 lande, der bliver i EU.

Nu har May kommet dem i møde. Nu må de komme hende i møde, var budskabet.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, er på vej videre og har store planer for EU's fremtid.

Han vil have fuld fart på eurosamarbejdet, på forsvarssamarbejdet, på retsområdet og fælles asylpolitik.

Emmanuel Macron spillede ud med sine forslag i en stor tale tirsdag i Paris.

Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ikke begejstret for alle Macrons idéer, der sætter fokus på alle de områder, hvor Danmark har forbehold.

- Tiden er ikke til vidtløftige EU-integrationsprojekter. Tiden er til rugbrødsarbejde, lød det fra statsministeren efter Macrons tale.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx