Af Ritzau - 10/05-17 10:33

USA tror stadig mere på russisk hackerangreb på MacronUSA tror stadig mere på russisk hackerangreb på Macron

NSA-direktør: Vi holder øje med russerne, og vi ser dem trænge ind i dele af vor infrastruktur.

storybild

En vandaliseret valgplakat med Frankrigs Emmanuel Macron, som sikrede sig en klar valgsejr til trods for angivelige russiske hackerangreb. (Billede: Scanpix/Joel Saget)

Hackere med forbindelser til Ruslands regering forsøgte under Frankrigs præsidentvalg at skade centrumpolitikeren Emmanuel Macrons.

Det siger to højtstående embedsmænd i det amerikanske efterretningsvæsen.

Samtidig siger admiral Mike Rogers, som er direktør for USA's Nationale Sikkerhedstjeneste, NSA, i Senatets forsvarsudvalg, at Washington "blev klar over russiske aktiviteter" i den franske valgkamp lang tid før kampagneholdet bag Macron selv sagde, at det er blevet udsat for et massivt hackerangreb.

Kampagnestabens melding om et russisk hackerangreb kom kun to dage før den afgørende valgrunde, som blev vundet klart af Macron.

- Vi holder øje med russerne, og vi ser dem trænge ind i dele af vor infrastruktur, siger Rogers.

De to anonyme embedsmænd og fire andre kilder, som kender efterretningstjenesten indgående, siger, at der ikke er fundet afgørende beviser for, at ordren til hackerangrebene kommer fra Kreml.

- Men det blev udført af "enheder med kendte bånd til det russiske efterretningsvæsen", siger kilderne.

Ruslands regering har gentagne gange afvist, at den har været involveret i hackerangreb ved det franske valg.

Macrons kampagnestab har oplyst til Reuters, at man fik stjålet en lang række dokumenter. De blev efterfølgende blandet med falske dokumenter og spredt på nettet.

I februar oplyste generalsekretæren i Macrons parti ifølge AFP, at man i stigende grad blev udsat for angreb og bagvaskelse i russiske medier.

- Russiske hjemmesider forsøger at hjælpe mere prorussiske politikere i Frankrigs valgkamp, sagde Richard Ferrand, som er generalsekretær i Macrons bevægelse, En Marche!

Macrons modstander ved valget, Marine Le Pen, har helt åbent erkendt, at hun beundrer Vladimir Putin. Hun mødte Ruslands præsident under valgkampen.

Le Pen har opfordret til tættere franske relationer med Rusland. Hun har også accepteret Moskvas annektering af Krimhalvøen fra Ukraine i 2014.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx