27/11-17 02:21; Opdateret: 27/11-17 03:55

Præsident erklærer omstridt sejr i trængte HondurasPræsident erklærer omstridt sejr i trængte Honduras

Oppositionen i Honduras mener, at det er forfatningsstridigt, at præsident Hernandez stiller op igen.

storybild

En måling fra tv-stationen Kanal 5 giver en føring til Honduras' USA-venlige præsident, Juan Orlando Hernandez, på 43,93 procent af stemmerne mod oppositionens 34,7 procent. Scanpix/Orlando Sierra

Tegucigalpa. Honduras' USA-venlige præsident, Juan Orlando Hernandez, erklærer sig som sejrherre ved søndagens præsidentvalg.

Det sker, efter at en måling fra tv-stationen Kanal 5 tidligere på aftenen gav hans parti 43,93 procent af stemmerne mod den samlede oppositions 34,7 procent.

Hernandez stiller op til genvalg, otte år efter at han støttede et kup, der havde til formål at fjerne daværende præsident Manuel Zelaya. Kuppet blev foretaget, fordi Zelaya havde flirtet med idéen om at stille op til genvalg.

Indtil for nylig var det nemlig forfatningsstridigt at stille op til en anden embedsperiode som præsident.

Den 49-årige præsident har nedbragt en skyhøj drabsrate, skabt økonomisk vækst og nedbragt Honduras' gæld, siden han satte sig i præsidentstolen i 2014.

Hernandez har blandt andet brugt militæret til at bekæmpe narkobander med hård magt.

Han er gået til valg på at fortsætte offentlige investeringer i infrastruktur. Blandt andet vil han bygge nye broer og veje og skabe 600.000 job.

Præsidenten fik lov til at stille op til genvalg, efter at landets højesteret i 2015 underkendte forfatningens forbud mod at stille op til en anden valgperiode.

Hernandez er en nær allieret af USA i kampen mod narkobander og migration. Kritikere frygter, at han er ved at stramme grebet om magten i det, der stadig er et af Sydamerikas fattigste og mest voldelige lande.

Men det afviser Hernandez selv:

- Jeg vil gerne sige til alle honduranere, at vi er ved at bygge et demokrati, sagde Hernandez søndag på et pressemøde.

Medlemmer af oppositionen mener stadig, at Hernandez' genvalg er forfatningsstridigt. Mange siger, at de ikke vil acceptere resultatet fra landets valgnævn, som de mener er styret af Hernandez.

De vil derfor vente med en konklusion, indtil de får foretaget deres egen stemmeoptælling.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx