Af Michael Bo Mortensen - 11/01-14 22:42

Ariel Sharon begraves ved siden af sin koneAriel Sharon begraves ved siden af sin kone

Allerede mandag skal israelerne tage endelig afsked med deres tidligere premierminister Ariel Sharon.

storybild

Ariel Sharon skal begraves ved siden af sin kone, der døde i 2000. (Billede: Polfoto/AP)

Den tidligere israelske premierminister Ariel Sharon får en statslig begravelse, der vil finde sted mandag ved hans gård i det sydlige Israel, rapporterer den israelske tv-station Channel 2.

Fra søndag middag vil Sharon ligge lit de parade i Knesset, Israels parlament, så det israelske folk får muligheden for at tage endelig afsked med landets 11. premierminister, der tilbragte de sidste otte år af sit liv i koma.

Ifølge avisen Jerusalem Post vil der mandag morgen klokken 10 blive afholdt en mindesceremoni i nationalforsamlingen. Og senere samme dag vil Sharon, der blev 85 år, altså blive stedt til hvile ved sin gård.

Begravelsen vil ifølge Jerusalem Post starte klokken 14.30, og Sharon vil blive lagt i jorden ved siden af sin kone Lily, der døde i 2000.

Det er endnu ikke oplyst, hvem der skal repræsentere Danmark ved begravelsen.

Fra USA vil vicepræsident Joe Biden lede den amerikanske delegation til mindehøjtideligheden, oplyser Det Hvide Hus i en udtalelse.

- Jeg ser frem til at lede den amerikanske delegation til mindehøjtideligheden, til at vise respekt for manden og til at hylde det urokkelige partnerskab mellem USA og Israel, siger Joe Biden ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi sender vores kondolence til hans familie og til hans elskede land, Israel, siger den amerikanske vicepræsident.

Ariel Sharon blev ramt af en kraftig hjerneblødning under en valgkamp i 2006, da han var på vej til at blive genvalgt. Siden har han været i koma.

Ariel Sharon var premierminister fra 2001 til 2006. Tidligere har han været både udenrigsminister og forsvarsminister.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx