Af Ritzau - 30/03-17 18:40; Opdateret: 30/03-17 19:39

Koalition i Irak: Nu under 1000 jihadister tilbage i MosulKoalition i Irak: Nu under 1000 jihadister tilbage i Mosul

Folk flygter fra Mosul, men fordrevne er ifølge nyhedsbureauet AFP også på vej tilbage til storbyen.

storybild

Irakiske kvinder i en gade i et befriet område af storbyen Mosul. Koalitionen, som bekæmper Islamisk Stat i Irak, siger, at "der er færre end 1000 jihadister tilbage i storbyen Mosul". (Billede: Reuters/Youssef Boudlal)

Der er nu færre end 1000 jihadister tilbage i storbyen Mosul, vurderer koalitionen, som bekæmper Islamisk Stat i Irak.

Talsmand for den amerikanskledede koalition oberst Joe Scrocca siger, at Islamisk Stat havde anslået omkring 2000 mand under våben i det vestlige Mosul, da de irakiske sikkerhedsstyrker indledte offensiven i midten af februar.

- Vi mener, at antallet nu er mere end halveret, siger han.

FN er bekymret over meldinger om mange civile tab i Mosul.

Organisationen vurderer, at omkring 400.000 civile irakere er fanget i Mosuls gamle bydel. 180.000 irakere er flygtet fra den vestlige del af storbyen i løbet af den seneste måned.

Nogle af dem har ifølge BBC fortalt, at Islamisk Stat bruger civile som menneskeskjolde. De gemmer sig i deres huse og tvinge unge mænd til at gribe til våben.

Folk flygter fra Mosul, men fordrevne er også på vej tilbage til storbyen.

Det blev anslået, at der var en million mennesker i Mosul - Iraks næststørste by - inden irakiske sikkerhedsstyrker indledte en stor offensiv mod Islamisk Stat i området i midten af oktober.

FN's generalsekretær, António Guterres, rettede torsdag en indtrængende opfordring til Iraks ledere om at søge forsoning, når Mosul er genindtaget, og Islamisk Stat er nedkæmpet.

Der er imidlertid stadig meget stærke spændinger i landet. Iraks sunnimuslimske mindretal er imod, at shiamuslimerne har kontrol med statslige organer, det politiske liv og militæret.

Samtidig er kurderne i det nordlige Irak i konflikt med den shiamuslimsk-ledede regering i Bagdad. Stridighederne gælder territorium og olie.

Islamisk Stat vandt kontrol over en tredjedel af Irak i 2014. Bevægelsen udnyttede de interne stridigheder i landet og i de væbnede styrker.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx