10/09-17 22:53; Opdateret: 10/09-17 23:20

Tampa indfører udgangsforbud på ubestemt tid efter IrmaTampa indfører udgangsforbud på ubestemt tid efter Irma

Vi vil blive slået i hovedet af orkanen, siger Tampas borgmester. Myndigheder advarer om store oversvømmelser.

storybild

Omkring 100 mennesker trodsede søndag myndighedernes advarsel og gik ud i Old Tampa Bay, hvor vandet normalt er omkring 1,20 meter højt, men hvor Irma har skubbet vandet næsten 100 meter tilbage. Scanpix/Brian Blanco

Tampa. Irma aftog lidt i styrke søndag aften dansk tid og er dermed en kategori 2-orkan på den skala, der går op til fem. Men alligevel kan den forårsage enorme skader, advarer myndighederne.

Borgmesteren i storbyen Tampa i Florida har erklæret udgangsforbud på ubestemt tid, fordi orkanen Irma nærmer sig byen.

Efter klokken 18 lokal tid (midnat dansk tid) skal alle holde sig indendørs, advarer borgmester Bob Buckhorn og politichef Brian Dugan.

- Hvis du er ude på gaderne efter klokken 18, vil vi stoppe dig og finde ud af, hvad du laver der, siger politichefen ifølge avisen Tampa Bay.

I Tampa, som ellers har undgået de mest ødelæggende orkaner i næsten et århundrede, er der stor bekymring.

- Vi ser ud til at ligge i orkanens centrum. Vi har undgået det i 90 år, men nu er det vores tur til at være forberedt, skrev Buckhorn tidligere søndag på Twitter.

- Vi vil blive slået i hovedet af denne storm, lyder det fra borgmesteren.

Inden ankomsten har orkanen presset vand ud af en bugt i Tampa. Myndighederne advarer folk om at gå derud, for vandet vil vende tilbage med potentielt dødelig kraft og skabe store oversvømmelser, skriver nyhedsbureauet AP.

Søndag kort før klokken 22 dansk tid gik Irma i land ved Marco Island med vindstød på op mod 185 kilometer i timen.

Øen ligger lige syd for byen Naples, hvor myndighederne advarer om, at uvejret kan få vandstanden til at stige op mod 4,5 meter.

I det centrale Miami har Irma fået to kraner til at kollapse. De stod begge oven på et par højhuse, der er under opførelse.

Der er ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne.

- Vi tog alle mulige forholdsregler, men vi tror, at en mikrotornado ramte dette område og bragte kranen i fare. Vi er taknemmelige for, at ingen kom til skade, siger John Leete, direktør for byggeselskabet Moriarty, der står bag byggeriet.

I alt står der over 20 kraner i bymidten.

Over tre millioner husstande og virksomheder i Florida har ikke elektricitet søndag aften, efter orkanen har passeret hen over dele af staten.

USA's præsident, Donald Trump, vil "meget snart" rejse til Florida for at se på skaderne og vurdere, hvilken hjælp delstaten skal have, siger han til journalister i Det Hvide Hus.

- Lige nu er vi bekymrede over liv, ikke omkostninger, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx