22/08-17 16:42; Opdateret: 22/08-17 22:12

Dommer beholder tre og løslader en i Barcelona-sagDommer beholder tre og løslader en i Barcelona-sag

En spansk dommer beholder tre af de fire mistænkte fra Barcelona-angrebet bag tremmer. Den fjerde løslades.

storybild

Spanske betjente fører Mohamed Houli Chemlal, en af de mistænkte bag Barcelona-angrebet, ind i retslokalet under tirsdagens afhøring i Madrid. Det er Chemlal, der ifølge en kilde erkender, at gruppen havde planer om et større angreb. Scanpix/Stringer

Madrid. To af de fire mistænkte bag sidste uges angreb i Barcelona sigtes for at være medlemmer af en terrororganisation samt for drab og besiddelse af sprængstoffer.

Det viser retsdokumenter efter tirsdagens grundlovsforhør i den spanske hovedstad, Madrid.

To af de mistænkte er varetægtsfængslet uden mulighed for at blive løsladt mod kaution.

Den spanske dommer opretholder anholdelsen af en tredje mistænkt i yderligere 72 timer, mens en fjerde mistænkt løslades.

To af de fire mistænkte fra torsdagens angreb i Barcelona har erkendt i retten, at de havde planlagt større angreb i den spanske storby.

En af de mistænkte har fortalt i retten, at gruppen planlagde at ramme monumenter i Barcelona og bruge sprængstoffer. Det oplyste en kilde i retsvæsnet tidligere på dagen.

Flere medier har tidligere skrevet, at gruppens mål mentes at være kirken Sagrada Familia i Barcelona.

Den mistænkte er Mohamed Houli Chemlal, som blev anholdt i forbindelse med en eksplosion i et hus i Alcanar syd for Barcelona.

Han skulle have fortalt i retten, at det var planlagt, at en imam skulle have udløst en selvmordsbombe. Men planen mislykkedes.

Ifølge dommeren er der i huset også fundet en flybillet til Bruxelles i imamens navn. Imamen menes at være blevet dræbt ved eksplosionen, der fandt sted dagen inden angrebet i Barcelona.

De fire mistænkte blev tirsdag afhørt én efter én.

De er de eneste overlevende ud af i alt 12 mænd, som politiet mener udgjorde en islamistisk celle, der stod bag to blodige angreb i Barcelona-området i sidste uge. De otte andre er dræbt.

Torsdag pløjede en hvid varebil ind i tilfældige mennesker på gågaden La Rambla i Barcelona. 13 mennesker blev dræbt og 120 såret.

Fredag skød politiet fem personer i Cambrils, der ligger cirka 120 kilometer syd for Barcelona, efter at de kørte ind i fodgængere og politibetjente. En kvinde døde, og adskillige blev såret.

Dertil er en mand knivdræbt af en af de mistænkte torsdag.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx