Af Ritzau - 26/03-17 13:45; Opdateret: 26/03-17 14:43

Russisk politi tilbageholder Putin-fjende ved demonstrationRussisk politi tilbageholder Putin-fjende ved demonstration

Aktivist Aleksej Navalnij er pågrebet af politiet i Rusland. Han er en åbenmundet kritiker af præsident Putin.

storybild

Oppositionsleder Aleksej Navalnij er søndag blevet pågrebet af russisk politi ved en demonstration i Moskva. Demonstrationens budskab er kampen mod korruption. (Billede: Scanpix/Alexander Utkin)

Russisk politi har tilbageholdt oppositionsleder og aktivist Aleksej Navalnij søndag. Det er sket i forbindelse med en demonstration i det centrale Moskva.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der har vidner på stedet.

Navalnij er en af præsident Vladimir Putins skarpeste kritikere. Han blev i februar idømt fem års betinget fængsel og kan ikke stille op ved det russiske præsidentvalg efter en sag om svindel.

Demonstrationen søndag finder sted på Navalnijs initiativ. Budskabet er at komme korruption til livs.

En journalist fra Reuters så politiet tilbageholde Navalnij. Derefter blev han sat ind i en politibil.

Hundredvis af demonstranter samlede sig efterfølgende rundt om politivognen i et forsøg på at forhindre, at Navalnij kunne køres væk.

En kilde fra myndighederne bekræfter over for det russiske nyhedsbureau Tass, at Navalnij er i politiets varetægt.

- Navalnij kom gående mod pladsen (Triumfalnaya, red.). Så snart han kom op fra undergrundsbanen, blev han pågrebet af politiet, siger den anonyme kilde til Tass.

Kilden oplyser, at flere andre blev pågrebet samtidig. Ifølge menneskerettighedsgrupper er i alt 130 blevet tilbageholdt, skriver AFP.

På Twitter opfordrer Navalnij sine støtter til at demonstrere videre mod korruption. Også selv om han ikke selv kan være på gaden.

- Lad være med at forsøge at kæmpe for mig. I dag handler det om kampen mod korruption, skriver Aleksej Navalnij.

Tusindvis af mennesker er søndag mødt op til demonstrationen i Moskva. Der er også planlagt demonstrationer i andre russiske byer.

Navalnij har kaldt præsident Vladimir Putin for "korruptionens zar". Han har været fængslet for både kritik af styret og for politisk aktivisme.

I vinteren 2011-2012 var han en central figur i protesterne mod præsident Putin. Putin blev genindsat som præsident umiddelbart efter.

Putin ventes at genopstille ved valget i 2018.

Den 40-årige Navalnij har flere partier bag sig. De spænder fra højrefløj til venstrefløj.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx