Af - 26/05-14 21:31

Ukrainsk militær angriber lufthavn i DonetskUkrainsk militær angriber lufthavn i Donetsk

Ukrainsk militær har indledt en større operation mod lufthavnen, der er besat af separatister.

storybild

(Billede: Polfoto)

Det ukrainske militær har indledt en offensiv mod lufthavnen i Donetsk, der natten til mandag blev indtaget af separatister. Det bekræfter militæret ifølge AFP.

- Efter at tidsfristen udløb klokken 13, har vi iværksat en anti-terror operation, siger en militærtalsmand, Oleksej Dimitrashivskij, til AFP.

Han tilføjer, at de ukrainske styrker bliver bakket op af Mi-8 helikoptere med paramilitære soldater.

En fotograf fra nyhedsbureauet Reuters beretter, at tre af militærets kamphelikoptere har åbnet ild mod separatisterne i lufthavnen. Helikopterne skyder med skarpt mod de militante separatister, som angiveligt forsøger at skyde helikopterne ned.

Helikopterne skyder både mod selve lufthavnsbygningen og mod strategisk udvalgte steder på landingsbanen, skriver Reuters.

Ukrainske kampfly overflyver lufthavnen, som der stiger tyk sort røg op fra. Samtidig høres der eksplosioner og tunge maskingeværsalver inde fra lufthavnens område.

Urolighederne ved lufthavnen har stået på i flere timer, og borgmesteren i Donetsk opfordrer alle til at blive indendørs.

- Hold øje med jeres børn og forlad ikke jeres hjem med mindre det er en nødsituation, siger borgmesteren, Oleksandr Lukjantjenko, og tilføjer, at kampene har kostet liv - uden dog at give yderlige informationer.

Ifølge nyhedsbureauet AFP tog bevæbnede separatister mandag kontrollen med lufthavnen, der herefter blev evakueret.

Efter det ukrainske militærs angreb på lufthavnen har adskillige separatister angiveligt tilsluttet sig de oprørere, der indtog lufthavnen natten til mandag.

Alt flytrafik har siden klokken syv mandag morgen været indstillet.

Angrebet sker, dagen efter at den provestlige forretningsmand Petro Porosjenko vandt det ukrainske præsidentvalg.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx