Af Ritzau - 28/06-17 16:26

Nordkorea truer med at henrette Sydkoreas ekspræsidentNordkorea truer med at henrette Sydkoreas ekspræsident

Nordkorea vil henrette Sydkoreas tidligere præsident Park Geun-hye og hendes spionchef, oplyser nyhedsbureau.

storybild

Nordkorea har ifølge det nationale nyhedsbureau KCNA erklæret, at det vil henrette Sydkoreas tidligere præsident Park Geun-hye og lederen af hendes efterretningstjeneste, fordi de skulle have haft planer om et attentat mod nordkoreanske ledere. Park Geun-hye blev afsat fra præsidentposten 10. marts. Hun afventer en retssag om korruption. (Billede: Scanpix/Jung Yeon-je)

Nordkorea har ifølge det nationale nyhedsbureau KCNA svoret, at det vil henrette Sydkoreas tidligere præsident Park Geun-hye og lederen af hendes efterretningstjeneste, fordi de angiveligt skulle have haft planer om et attentat mod nordkoreanske ledere.

KCNA skriver, at Nordkorea vil eksekvere en dødsstraf mod den afsatte sydkoreanske præsident og hendes tidligere spionchef, Lee Byung-ho.

Det nordkoreanske nyhedsbureau skriver videre, at de to kan komme til "at lide en luset hunds død når som helst, hvor som helst og med hvilken som helst metode".

Nordkorea har også krævet, at Sydkorea udleverer de to.

Sydkoreas efterretningstjeneste siger, at det er "utilgiveligt, at Nordkorea fremsætter dødstrusler mod borgere i Sydkorea".

I maj beskyldte Nordkorea agenter fra USA og Sydkorea for at have stået bag et mislykket attentat vendt mod landets leder, Kim Jong-un. Ifølge beskyldningerne skulle attentatet have været gennemført med biologiske våben.

Park Geun-hye var Sydkoreas første kvindelige præsident. Hun blev formelt afsat fra præsidentposten 10. marts. Hun er tilbageholdt og afventer i øjeblikket en retssag om korruption.

Park Geun-hye begik ifølge anklagerne mod hende magtmisbrug og pressede firmaer til at betale mange millioner kroner i bestikkelse.

Hvis den forhenværende præsident bliver kendt skyldig, kan hun potentielt stå over for en dom på 10 år i fængsel.

Hun beskyldes for at have taget imod bestikkelse til en værdi af cirka 175 millioner kroner fra næstformand i Samsung Group Jay Y. Lee.

Park har konsekvent nægtet, at hun har gjort noget forkert.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx