28/03-14 14:04; Opdateret: 28/03-14 15:20

Jens Stoltenberg udnævnes som Foghs afløser i dagJens Stoltenberg udnævnes som Foghs afløser i dag

Foghs afløser som Natos generalsekretær er fundet i Norge. Jens Stoltenberg ventes udnævnt senere fredag.

storybild

(Billede: Polfoto)

Foghs afløser som Natos generalsekretær er fundet i Norge. Jens Stoltenberg ventes udnævnt senere fredag.

Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg bliver fredag eftermiddag udnævnt til ny generalsekretær for Nato.

Det erfarer en lang række europæiske medier.

Dermed bliver det Jens Stoltenbergs opgave at afløse Anders Fogh Rasmussen på posten som den øverste politiske chef for den vestlige forsvarsalliance.

Udnævnelsen af Stoltenberg kommer, kort før alliancens udenrigsministre i næste uge samles i Bruxelles for at diskutere konsekvenserne af krisen med Rusland.

Ritzau erfarer, at der fredag formiddag været holdt et såkaldt kaffemøde i kredsen af de 28 ambassadører - indkaldt af den belgiske Nato-ambassadør, som er ham med længst anciennitet.

Beslutningen derfra ventes formaliseret på et møde i Det Nordatlantiske Råd på ambassadørniveau, men med Anders Fogh Rasmussen for bordenden. Det vil, ifølge Ritzaus oplysninger, formentlig ske sidst på eftermiddagen.

Norske medier har gennem de seneste uger beskrevet, hvordan formanden for det socialdemokratiske Arbeiderparti i Norge, Jens Stoltenberg, er rykket tættere på at blive Foghs afløser i Nato.

Og de seneste dage er de officielle støtteerklæringer til Stoltenberg også begyndt at strømme ind.

Stoltenbergs kandidatur fik blandt andet en afgørende støtte torsdag fra Polens udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, som selv har været nævnt som en topkandidat til posten

- Jens Stoltenberg vil helt sikkert blive en god Nato-generalsekretær. Polen vil støtte ham, skrev Sikorski torsdag aften på Twitter.

Samtidig har Italien også accepteret, at den eneste officielle kandidat til Nato-posten, den tidligere italienske udenrigsminister Franco Frattini, ikke får jobbet.

Det bliver første gang, at en nordmand skal varetage opgaven som generalsekretær for Nato.

Jens Stoltenberg ventes at overtage Nato-posten, når Anders Fogh Rasmussens embedsperiode udløber med udgangen af september.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx