Af Ritzau - 06/01-17 01:49

USA's vicepræsident opfordrer Trump til at blive voksenUSA's vicepræsident opfordrer Trump til at blive voksen

Joe Biden mener, at det er på tide, at USA's kommende præsident begynder at udrette noget.

storybild

USA's vicepræsident, Joe Biden, (i midten) mener, at Donald Trump snart bør blive voksen. Det siger han i et interview med tv-stationen PBS. Arkivfoto. (Billede: Reuters/Carlos Barria)

USA's vicepræsident, Joe Biden, lægger ikke fingrene imellem, når han deler gode råd ud til den kommende øverstbefalende i Det Hvide Hus.

Ifølge vicepræsident Biden er det på tide, at republikaneren Donald Trump bliver voksen.

Meldingen kommer i forbindelse med et interview med tv-stationen PBS. Her blev han blandt andet spurgt om en række kontroversielle bemærkninger og tweets fra Donald Trumps side, efter at han vandt præsidentvalget i november.

- Bliv voksen, Donald. Bliv voksen. Det er på tide at blive en voksen person. Du er præsident, siger Joe Biden blandt andet i interviewet, der blev sendt torsdag aften amerikansk tid.

- Det er på tide at udrette noget. Vis os, hvad du kan, tilføjer vicepræsidenten.

Efter Demokraternes valgnederlag i november har Joe Biden indikeret, at han ikke er klar til at lægge politik bag sig, når han sammen med Barack Obama forlader Det Hvide Hus 20. januar.

Vicepræsidenten har allerede givet sit bud på, hvordan Demokraterne skal reagere på valgnederlaget til Republikanerne.

Biden foreslår, at Demokraterne fremover skal fokusere mere på at forbedre vilkårene for den amerikanske arbejder- og middelklasse.

- Det vil blive langt tydeligere, hvad han (Donald Trump, red.) står for og er imod, og hvad vi står for og er imod, siger Joe Biden til PBS.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx