Af Ritzau - 24/05-17 13:40; Opdateret: 24/05-17 14:11

Nato vil styrke kampen mod terror efter Manchester-angrebNato vil styrke kampen mod terror efter Manchester-angreb

Dagen før topmøde med Trump diskuterer Nato stadig, om alliancen skal gå med i koalition mod Islamisk Stat.

storybild

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, forventer, at de 28 medlemslande på et topmøde i Bruxelles torsdag vil enes om at gøre mere i kampen mod terror. (Billede: Reuters/Hannibal Hanschke)

Nato vil optrappe sit bidrag til indsatsen mod Islamisk Stat uden at kaste sig ud i egentlige kampoperationer.

Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, onsdag på et pressemøde før et topmøde, der holdes i Bruxelles torsdag.

- Jeg forventer, at de Nato-allierede vil træde til og enes om at gøre mere i kampen mod terror, siger Jens Stoltenberg.

- Ikke mindst i lyset af, hvad vi så i Manchester i mandags, siger han.

Her dræbte en selvmordsbomber mandag aften 22 mennesker, heriblandt børn og unge, ved en koncert med popstjernen Ariana Grande i Manchester Arena.

USA's præsident, Donald Trump, skal torsdag deltage i sit første Nato-topmøde.

Trump har tidligere kaldt Nato "forældet", fordi alliancen ikke har blæst nok til kamp mod terror. Det mener Trump dog ikke længere.

Nato træner i dag officerer i Irak. Militæralliancen har også indsat Awacs-overvågningsfly med langtrækkende radarer til støtte for den amerikansk ledede koalition i kampen mod Islamisk Stat.

- Jeg forventer, at vi vil blive enige om at udvide Awacs-støtten til koalitionen, siger Jens Stoltenberg.

Desuden overvejer Nato i øjeblikket at udvide indsatsen på 13.000 soldater, der i dag træner de afghanske styrker i at skabe sikkerhed i deres krigsplagede land.

Men dagen før topmødet diskuterer medlemslandene stadig, om Nato som organisation skal melde sig ind i koalitionen, der bekæmper Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Det ønsker Donald Trump. Alle 28 Nato-lande er i forvejen med i koalitionen.

- Mange allierede vil gerne se Nato som fuldt medlem af koalitionen af to årsager, siger Stoltenberg.

- Dels fordi det sender et stærkt og klart signal om sammenhold i kampen mod terror, siger Nato-chefen.

- Men hvis Nato går med i koalitionen, vil det også skabe en bedre platform for at koordinere aktiviteterne i kampen mod terror, siger han.

Frankrig og Tyskland tøver dog med at sige ja til at melde Nato ind. De frygter, at Nato kan blive trukket ind i en langvarig kamp i Irak, som det tidligere er sket i Afghanistan.

Desuden frygter især Frankrig, at Nato kan støde arabiske lande fra sig ved at gå ind som medlem af koalitionen.

Også den økonomiske byrdefordeling i Nato ligger højt på topmødets dagsorden.

Donald Trump har tidligere truet med, at USA måske ikke vil komme lande, der bruger for lidt på forsvaret, til undsætning.

Det har fået Nato-landene til at ile med løfter om at bruge flere penge.

Landene ventes inden årets udgang at fremlægge nationale planer for at nå hen imod Nato-målet om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar i 2024.

Der skal rapporteres om planerne hvert år, så udviklingen i budgetterne kan følges nøje.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx