Af Ritzau - 18/01-17 03:06

Dieselbiler er igen velkomne på vejene i OsloDieselbiler er igen velkomne på vejene i Oslo

Høj forurening fik bystyret i Norges hovedstad til at forbyde dieselkøretøjer på byens veje.

storybild

Dieselbiler må igen køre i gaderne i Norges hovedstad. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Steen Jacobsen)

Så er der igen grønt lys for biler med diesel i tanken i Oslo.

Myndighederne i den norske hovedstad har tirsdag aften ophævet forbuddet mod dieselbiler, efter at det trådte i kraft først på dagen.

Årsagen er, at der ikke længere er fare for høj forurening i et større område af Oslo.

- I nat og i morgen (onsdag, red.) ventes der inversion, men den vil være relativt svag, lyder det fra myndighederne.

Inversion er et vejrfænomen, der indebærer, at kold og forurenet luft bliver fanget i lav højde til skade for folks sundhed.

Ifølge de norske vejrprognoser vil der i løbet af onsdagen komme mere vind, så udskiftningen af luft bliver større.

Luftkvaliteten i Oslo har i grove træk været god hele tirsdagen, hvis man ser bort fra de mest trafikerede områder.

Dieselforbuddet har ført til, at der tirsdag var en nedgang i trafikken på mellem 10 og 20 procent på de kommunale veje ifølge myndighederne.

Forbuddet gjaldt for dieseldrevne køretøjer, men der var en del undtagelser.

Blandt andet var udrykningskøretøjer, opladelige hybriddieselbiler, offentlige køretøjer, patienttransporter, kollektive transportmidler og biler fra erhvervslivet ikke omfattet af forbuddet.

Bystyret i Oslo ønsker at indføre et totalforbud mod dieselbiler på alle kommunens veje på dage med stillestående vejr og højt partikelniveau, da luftforureningen i Oslo kan blive meget slem.

Et tidligere forsøg på at indføre et lignende forbud i 2012 blev aldrig gennemført, fordi staten modsatte sig det.

/ritzau/NTB

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx