30/09-17 02:09; Opdateret: 30/09-17 03:01

Trump varsler store økonomiske beslutninger om Puerto RicoTrump varsler store økonomiske beslutninger om Puerto Rico

Der skal snart træffes beslutninger om genopbygningen af orkanramte Puerto Rico, siger præsidenten.

storybild

Washington. Der skal snart træffes store beslutninger om finansieringen af genopbygningen af Puerto Rico.

Det oplyser USA's præsident, Donald Trump, efter at to kraftige orkaner har skabt massive ødelæggelser på det amerikanske territorium i Caribien.

- Faktum er, at Puerto Rico er blevet ødelagt af to orkaner.

- Vi bliver nødt til at træffe store beslutninger vedrørende omkostningerne til genopbygningen, skriver Trump på Twitter uden at give yderligere oplysninger om prisen på ødelæggelserne.

I begyndelsen af september var det orkanen Irma, der ramte øen. Få uger senere gik orkanen Maria i land i Puerto Rico som den kraftigste orkan i landet i 80 år.

Donald Trump har tidligere udtalt, at Maria har "fuldstændigt udslettet" Puerto Rico.

Allerede før Maria ramte, var Puerto Rico i en dyb gældskrise. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Puerto Ricos infrastruktur har længe været i elendig stand, og øens energiselskab er så hårdt ramt økonomisk, at det har forsømt vedligeholdelse, hvilket med jævne mellemrum har efterladt øen i mørke.

Myndighederne siger, at 1360 af øens 1600 telemaster er ude af drift. Det samme er 85 procent af telefon- og internetkablerne på øen.

I sidste weekend modtog Puerto Rico sin første sending amerikansk nødhjælp.

Således ankom 11 skibe til hovedstaden San Juan med seks millioner liter vand, nye generatorer og mad til de nødlidende puertoricanere.

Men hjælpeindsatsen i Puerto Rico er blevet kritiseret for at gå for langsom.

Blandt andet vakte det vrede hos San Juans borgmester, Carmen Yulin Cruz, da fungerende minister for indenlandsk sikkerhed i USA Elaine Duke torsdag udtalte, at hun var "meget tilfreds" med indsatsen.

- Måske er det en god historie, derfra hvor hun befinder sig. Men når du er tvunget til at drikke vand fra et vandløb, er det ikke en god historie.

- Og når du ikke har mad til din baby, er det heller ikke en god historie, siger San Juans borgmester ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er ventet, at præsident Donald Trump vil besøge Puerto Rico i begyndelsen af næste uge.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx