Af Ritzau - 09/01-17 03:03; Opdateret: 09/01-17 07:02

Susanne Biers tv-serie scorer Golden Globe-hattrickSusanne Biers tv-serie scorer Golden Globe-hattrick

Tom Hiddleston vinder en Golden Globe for sin hovedrolle i "Natportieren", der er instrueret af Susanne Bier.

storybild

Hugh Laurie tog prisen som årets bedste birolle i en tv-serie ved Golden Globe-uddelingen i Los Angeles. (Billede: Reuters/Mario Anzuoni)

Tre skuespillere er natten til mandag dansk tid blevet hædret med en Golden Globe for deres præstationer i "Natportieren", der er instrueret af danske Susanne Bier.

Tom Hiddleston vinder prisen for årets bedste mandlige hovedrolle i en miniserie.

Briten Hugh Laurie løber med prisen for bedste mandlige birolle, og Olivia Colman bliver hædret for bedste kvindelige birolle.

"Natportieren" var også nomineret til prisen som årets bedste miniserie, men den gik til "The People vs. OJ. Simpson: American Crime Story."

Det er lykkedes Ritzau at få en kort kommentar fra Susanne Bier fra salen, hvor hun er omgivet af de prisvindende skuespillere.

- Det er mega sjovt, det her. Tre skuespillerpriser. Det kan næsten ikke være bedre, når man er instruktør, siger Susanne Bier.

"Natportieren" er den danske titel på et engelsk spiondrama, som er baseret på den britiske forfatter John Le Carrés roman fra 1993.

Den populære serie, der på engelsk hedder "The Night Manager", består af seks afsnit.

Den er produceret til den amerikanske tv-station AMC og britiske BBC One.

I Danmark er den blevet vist som "Natportieren" på DR1.

I september vandt Susanne Bier en Emmy-statuette for bedste instruktør for sit arbejde med "Natportieren".

Dermed blev hun den første danske instruktør, der er blevet hædret med både en Emmy og en Oscar.

Danskamerikaneren Viggo Mortensen var også nomineret til en Golden Globe for sin hovedrolle i filmen "Captain America".

I filmen spiller 58-årige Viggo Mortensen faren Ben, der bor dybt inde i skoven med sine seks børn, langt fra civilisationen og fra det, de fleste af os kender som hverdag.

Viggo Mortensen går dog tomhændet hjem fra Golden Globe-uddelingen, da prisen for årets bedste mandlige skuespiller går til Casey Affleck for præstationen i filmen "Manchester by the Sea".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx