25/11-17 16:56

Libanons premierminister langer igen ud efter HizbollahLibanons premierminister langer igen ud efter Hizbollah

For et år siden dannede Saad al-Hariri regering med Hizbollah. Siden har han kritiseret bevægelsen kraftigt.

storybild

Efter at Libanons præsident Hariri tidligere på ugen vendte tilbage til Libanon fra Saudi-Arabien, oplyste han, at han ville vente med at træde tilbage - selv om han i begyndelsen af november havde annonceret sin afsked. Scanpix/Str/arkiv

Beirut. Den magtfulde shiamuslimske bevægelse Hizbollah får én på sinkadusen af Libanons premierminister, Saad al-Hariri, som selv dannede regering med selv samme bevægelse for et år siden.

Hariri vil ikke acceptere Hizbollahs holdninger, som "kan påvirke vore arabiske brødre eller angriber sikkerheden og stabiliteten i deres lande". Det siger han lørdag i en skriftlig udtalelse.

Den libanesiske regeringschef vendte for få dage siden hjem, efter at han havde opholdt sig i Saudi-Arabien, som sunnimuslimske Hariri er allieret med.

Her havde han 4. november trukket sig som premierminister i en tv-transmitteret tale.

Også her langede Hariri ud efter Hizbollah og ikke mindst Iran, som støtter bevægelsen.

Iran og Saudi-Arabien er ærkefjender.

Hariris afsked kastede Libanon, hvor de politiske alliancer ofte er skrøbelige, ud i en krise.

Flere i Libanon rettede mistanken mod Saudi-Arabien, som de beskyldte for at stå bag Hariris afsked.

Og præsident Aoun, der er kristen, nægtede at tage imod afskedsbegæringen, før Hariri var tilbage i Libanon. Samtidig beskyldte han saudiaraberne for at tilbageholde premierministeren.

Det har Hariri, som er både libanesisk og saudiarabisk statsborger, selv afvist.

Efter at han vendte tilbage til Libanon, oplyste han dog, at han ville vente med at træde tilbage.

Det var landets præsident, kristne Michel Aoun, der bad ham om at vente. Det fortalte Hariri i en tale onsdag, som var landets uafhængighedsdag.

- Han opfordrede mig til at vente, før jeg afleverede min afskedsbegæring, så der kunne være mere dialog omkring dens årsager og politiske baggrund, og jeg udviste imødekommenhed, sagde Hariri i talen.

Lørdag tilføjede regeringschefen, at han traf sin beslutning, så der var en chance for at kigge på, hvordan Libanon kan gøres mere neutral og holde sig ude af regionale konflikter.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx