15/09-17 06:17

Harveys hærgen har hidtil kostet 82 menneskeliv i TexasHarveys hærgen har hidtil kostet 82 menneskeliv i Texas

Ifølge The Washington Post er 82 personer i delstaten Texas omkommet som følge af orkanen Harvey.

storybild

Austin. Myndigheder i Texas oplyser torsdag, at mindst 82 personer er omkommet som følge af orkanen Harvey og de oversvømmelser, den har bragt med sig til den amerikanske delstat.

Det skriver avisen The Washington Post.

Myndighederne understreger dog, at det kan tage uger, før der er dannet overblik over situationen, og et præcist dødstal kan fremlægges.

Harvey ramte Texas som en kategori 4-orkan. Den lagde blandt andet store dele af USA's fjerdestørste by, Houston, under vand.

Flere områder i Texas har været afskåret fra det omkringliggende samfund i dagevis som følge af orkanen. Hospitaler måtte evakueres, da vand flød ind i bygninger, som aldrig før havde stået under vand.

Alligevel er 82 ikke et katastrofalt dødstal, mener John Hellerstedt, kommissær for sundhedsdepartementet i Texas.

- De frygtede dødsfald har absolut ikke fundet sted, siger han ifølge The Washington Post.

Han peger på, at der i Harris County, hvor storbyen Houston er placeret, i en typisk uge er 4300 dødsfald.

- Dødsfaldene, der kan kædes sammen med denne katastrofe, er et lille antal, siger John Hellerstedt.

Myndighederne i delstaten har sagt, at Texas var forberedt på det værste, da orkanen ramte.

Texas' guvernør, Greg Abbott, har rost håndteringen af Harvey, der sammen med de mange dødsfald også har taget en stor regning med sig.

Abbott har tidligere sagt, at orkanen efterlod sig ødelæggelser for op til 180 milliarder dollar.

I forbindelse med godkendelsen af katastrofehjælp til Texas er lovgiverne desuden blevet enige om at sætte USA's såkaldte gældsloft op.

Det indebærer, at den amerikanske stat kan fortsætte med at optage lån.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx