Af Ritzau - 02/12-16 21:59

Angolas veteranpræsident vil gå af efter 37 år på postenAngolas veteranpræsident vil gå af efter 37 år på posten

Angolas præsident, Jose Eduardo dos Santos, bebuder sin tilbagetræden næste år efter 37 år på posten.

storybild

Angolas præsident, Jose Eduardo dos Santos, vil træde tilbage inden næste præsidentvalg i 2017. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Alain Jocard)

Angolas præsident, Jose Eduardo dos Santos, som har været ved magten i det afrikanske land i 37 år, vil træde tilbage, inden næste års præsidentvalg, oplyser den statslige radio med henvisning til kilder i regeringspartiet MPLA.

Den 74-årige autokrat Dos Santos blev præsident i 1979.

Under hans styre er en borgerkrig blevet tilendebragt, og landet har oplevet et boom i investeringer.

Men han er ofte blevet beskyldt for at have været en hemmelighedsfuld og korrupt leder, som har gjort sin familie ekstremt rig, mens angolanerne har levet i dyb fattigdom.

Ifølge Angolas Nationale Radio vil forsvarsminister Joao Lourenco overtage posten som MPLA's leder.

Dette bekræftes af et højtstående partimedlem, Joao Pinto.

- Præsidenten genopstiller ikke. Han er ikke kandidat ved valget næste år, og han har allerede en arvtager, siger han.

- Det bliver Joao Lourenco, som bliver præsenteret som ny lederkandidat 10. december ved partikongressen, tilføjer han.

I marts sagde Dos Santos overraskende, at han ville gå af i 2018, men det har ikke været nævnt siden.

Ifølge forfatningsændringer fra 2010 vælger Angola ikke præsident direkte. I stedet er det lederen af det største parti, som bliver indsat på posten.

Dos Santos, der er tidligere marxist og frihedskæmper, slog Unitalederen Jonas Savimbi ved valget i 1992.

Henved en halv million mennesker døde under borgerkrigen Angola, der sluttede, da Savimbi blev dræbt ved et bagholdsangreb i 2002.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx