Af Ritzau - 08/06-17 12:02; Opdateret: 08/06-17 13:34

Breivik får nej til anke over fængselsforholdBreivik får nej til anke over fængselsforhold

Massemorderen Breivik vil gå til europæisk domstol for at klage over, at Norges højesteret afviser anke.

storybild

Landsretten i Norge mente ikke, at massemorderen Anders Behring Breiviks menneskerettigheder krænkes i fængslet. Højesteret afviser anke og siger, at det ikke vil føre til et andet resultat. (Billede: Scanpix/Lise Aaserud)

Ander Behring Breivik, den norske massemorder, får ikke lov at anke en tidligere afgørelse om sine rettigheder som fængslet. Det oplyser den norske højesteret.

Senest afgjorde landsretten, at Breiviks menneskerettigheder som indsat ikke er krænket.

Han vil nu klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over afslaget, siger hans forsvarer, Øystein Storrvik.

- Vi er indstillet på at klage over kendelsen i højesteretten så hurtigt som muligt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Dette har vi hele tiden været forberedt på, siger han.

Breivik er dømt til 21 års forvaring for mordet på 77 mennesker ved at detonere en bombe i regeringskvarteret i Olso og ved at skyde og dræbe unge på den socialdemokratiske ungdomslejr på Utøya.

Det var den 22. juli 2011.

I begrundelsen for afslaget skriver højesterettens ankeudvalg, at ingen dele af Breiviks anke har mulighed for at føre til et andet resultat end det, som landsretten kom frem til.

Ankeudvalget mener, at der heller ikke er grund til at betvivle den måde, som domstolen har fortolket den europæiske menneskerettighedskonvention.

Breivik anlagde sagen mod staten, fordi han mener, at den benytter sig af alt for strenge forhold i fængslet. Han mente, at det var et brud på hans grundlæggende menneskerettigheder.

Han fik delvis medhold i byretten, men han tabte på alle punkter, da sagen blev afgjort i landsretten i vinter.

Breivik har ikke omgang med andre fanger. Men der er indrettet en lille lejlighed, hvor han afsoner.

/ritzau/NTB

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx