Gå til HPV-fokusside
13/11-15 15:46; Opdateret: 13/11-15 16:22

Kræftens Bekæmpelse: Piger med mistanke om HPV-bivirkninger skal hjælpes bedreKræftens Bekæmpelse: Piger med mistanke om HPV-bivirkninger skal hjælpes bedre

Regionerne må omgående få bragt ventetiden ned for de piger, der oplever, at de har bivirkninger efter HPV-vaccination. Kravet kommer fra Kræftens Bekæmpelse på baggrund af de lange ventelister til regionernes HPV-centre. Det er yderst vigtigt, at der nu fremkommer en hurtig, tværfaglig og koordineret hjælp og information til patienterne, mener Kræftens Bekæmpelse.

storybild

Det er på høje tid, at der bliver taget sikker hånd om behandlingen af de piger, der klager over sygdom efter at have modtaget HPV-vaccine, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, der undrer sig over, at regionerne ikke allerede nu har fået ventetiderne ned.

- Den lange ventetid er med til at øge problemerne for pigerne og deres familier, men bidrager også til unødvendig usikkerhed omkring vaccinen. Derfor er det på høje tid, at der bliver taget sikker hånd om behandlingen af de piger, der klager over sygdom efter at have modtaget HPV-vaccine. Der er brug for et ensartet tværfagligt og hurtigt tilbud om udredning over hele landet, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.

Da Danske Regioner i marts måned meddelte, at man ville oprette HPV-centre, lå der er klart løfte om, at der nu skulle ydes hjælp til de sygdomsramte piger. Her skrev Danske Regioner blandt andet i en pressemeddelelse, at de ville sikre, at der kom en ’vidensdeling mellem regionerne’, og man ville ’følge den faglige udvikling på området’. Dette skulle ske i tæt samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Det blev også meldt ud, at der ville blive udarbejdet informationsmateriale til pigerne og deres pårørende om vaccinen og eventuelle bivirkninger.

- Set udefra er man ikke kommet ret langt med det løfte. Vi har med tilfredshed noteret os, at Sundhedsstyrelsen lige efter nytår vil komme med yderligere faglig rådgivning. Men regionerne burde allerede nu have sikret kapaciteten, ligesom regionerne allerede nu burde have etableret en fælles database, så læger på tværs af landet kan samarbejde om at forbedre indsatsen, siger Leif Vestergaard Pedersen.

- Pigerne har mange forskellige problemer. Derfor bør det efter vores vurdering være en national og tværfaglig indsats med forskellige lægelige specialister, der sikrer pigerne den bedste opfølgning, siger Leif Vestergaard Pedersen.

- Uanset årsagen til pigernes sundhedsproblemer, så skal de have hurtig hjælp. På den måde kan vi forhåbentlig få mere ro og tryghed om vaccinen, der hvert år kan være med til at hindre rigtig mange tilfælde af alvorlig sygdom og død af livmoderhalskræft, slutter Leif Vestergaard Pedersen.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse, 13. november

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx