Af - 24/09-13 10:39; Opdateret: 24/09-13 12:00

Sådan kan 27 milliarder kroner også brugesSådan kan 27 milliarder kroner også bruges

Skrot havnetunnelen og brug de 27 milliarder på kollektiv trafik og cykler, lyder det i nyt udspil fra Enhedslisten, der også peger på roadpricing som fremtidens løsning i København.

storybild

Enhedslisten vil droppe havnetunnelen og i stedet bruge de 27 milliarder kroner på mere kollektiv trafik. (Billede: Enhedslisten København)

100 kilometer cykelsti, fire nye letbaner, 40 procent lavere billetpriser og S-tog hvert femte minut. Det kan København få for de 27 milliarder kroner, et flertal af Borgerrepræsentationen vil bruge på en havnetunnel. Sådan lyder det i et nyt trafikpolitisk udspil fra Enhedslisten, hvor planerne om en havnetunnel skrottes til fordel for kollektiv trafik.

For ideen om en tunnel under havnen vil dagligt bringe op mod 10.000 ekstra biler ind over kommunegrænsen, og det kan København ikke holde til, siger Morten Kabell, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten.

LÆS OGSÅ: Borgmester vil grave flere P-pladser ned

- Det er vigtigt at vise københavnerne, at der er et alternativ til tunnelen. 27 milliarder kroner er et voldsomt beløb at bruge på at bringe flere biler ind i byen. For det vil skabe mere biltrafik og ødelægge store naturarealer. Det er den forkerte vej at gå i en tid, hvor vi taler klimahensyn. Vi vil vise, hvordan det kan blive lettere og billigere at komme rundt i byen med kollektiv trafik, siger Morten Kabell.

Enhedslisten lægger sig med udspillet også op ad Trængselskommissionens anbefaling om roadpricing, hvor bilister opkræves afgifter baseret på gps-målinger over, hvor og hvor langt de kører.

LÆS OGSÅ: Flertal i København aftaler endnu en metro til hovedstaden

Men det får ikke Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev til at vende tommelfingeren opad til roadpricing.

- Jeg bryder mig ikke om at beskatte bilisterne yderligere. Vi har et ansvar for at gøre det muligt for bilister at komme frem. Vi bør lede trafikken uden om byen, og det gør vi bedst med en havnetunnel. Et trafikudspil uden en havnetunnel er ikke relevant, som jeg ser det, siger hun.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx