Af - 18/09-14 22:36

Mere end hver anden Nørrebro-andel sælger sig selvMere end hver anden Nørrebro-andel sælger sig selv

Flere og flere københavnere vælger ejendomsmægleren fra og sælger selv deres bolig. På Nørrebro gælder det for over halvdelen.

Nye tal fra boligportalen Boliga viser, at knap 42 procent af andelsboligannoncerne i august blev oprettet som selvsalg. Det tal lå sidste år på samme tid på 20,6 procent.

Især i København har interessen for selv at sælge sin andel vundet ind. På Nørrebro valgte knap 53 procent af andelssælgerne i august selv at stå for salget, mens tallet for eksempelvis Østerbro og Frederiksberg ligger på henholdsvis 47,9 og 47,5 procent.

Direktør i Boliga Ricco Zuschlag er overrasket over, hvor hurtigt tendensen med selv at sælge sin bolig har bredt sig i hovedstaden.

- Det er overraskende, hvor hurtigt så mange har fået stor succes med selv at sælge. Selvsalg har eksisteret i mange år, men forskellen er, at rigtig mange faktisk sælger deres lejlighed på det nu, siger Ricco Zuschlag.

Årsagen til at så mange vælger selvsalget skyldes ifølge Boliga-direktøren, at hovedstadens boligmarked har medvind i øjeblikket.

- Boligerne bliver solgt lynhurtigt. Køberne kommer nærmest af sig selv, og derfor har man ikke i samme grad brug for en mægler, siger han.

Det bekræfter Marie-Louise Lunn, der netop har solgt sin andelsbolig på Nørrebro.

- Vi satte lejligheden til salg en søndag og holdt åbent hus ugen efter. Der mødte 12 par op og kort tid efter havde vi otte underskrevne købsaftaler, fortæller hun.

Hun valgte selvsalg for at spare penge, og fordi hun vidste, at lejlighederne i hendes område blev solgt hurtigt.

Ifølge boligportalen er 86 procent af andelsboligerne, der er solgt som selvsalg i København og på Frederiksberg i år, solgt til udbudsprisen. Syv procent har solgt over prisen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx