Af - 21/03-14 10:04

Borgmester vil kæmpe for skibakkeBorgmester vil kæmpe for skibakke

Kommunepenge kan måske sikre skibakke på Amager. Næsten bedre end et rigtigt bjerg, lyder det fra skiforbund.

storybild

(Billede: Amager Resourcecenter)

Det har været op ad bakke for Skibakken på Amager lige fra start. Pengene har nemlig manglet til at fuldføre arkitekten Bjarke Ingels vision for det nye store forbrændingsanlæg Amager Bakke, hvor han også ville have skibakke på toppen.

Men nu er det ud til at lysne lidt for den 70 millioner kroner dyre idé.

- Selvom vi er en forholdsvis lille hovedstad, skal det ikke afholde os fra at tænke stort. Der er en hel unik mulighed for at skabe en skibakke i 84 meters højde, som både københavnere og turister vil få stor glæde af, siger Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

Han vil derfor kæmpe for at få afsat 30 millioner til skibakken, når politikerne i næste uge skal forhandle om, hvor man skal bruge de penge, der blev til overs på sidste års budget.

Og det skaber glæde hos Danmarks Skiforbund:

- Det vil give en mulighed for at introducere skiløb til en masse mennesker som en sport og ikke bare som noget, man laver på en ferie, siger administrationschef Kenneth Bøggild.

Han mener næsten mener skibakken vil blive bedre en et rigtigt snedækket bjerg, da silikonemåtterne, som man kommer til at stå på ski på, giver mulighed for at træne igen og igen under helt ens forhold hele året rundt.

Han vil dog ikke skrive under på, at muligheden for at få mere rutine herhjemme vil give færre brækkede danske ben på fremtidige skiferier.

- For man kan ikke dygtiggøre sig til at undgå skader, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx